Styrelse afviser lempelse af FM4-udbud

Styrelsen for Bibliotek og Medier fraråder kulturministeren at lempe de meget detaljerede krav til den nye FM4-kanal på trods af pres fra branchen.
MediaWatch

Mange af de virksomheder og organisationer, der afgav høringssvar om udbudet af FM4, kritiserede de meget detaljerede og stramme formuleringer omkring sammensætningen af kanalens indhold.

Men Styrelsen for Bibliotek og Medier mener ikke kravene bør lempes. Når der ydes op til 800 mio. kr. fra staten over otte år, er det ikke tilstrækkeligt med "runde vendinger", hedder det i et høringsnotat fra styrelsen.

"Det er derimod nødvendigt med relativt klare og målbare minimumskrav, og regler for opfyldelse af skønhedskriterier, som
den kommende tilladelseshaver årligt vil kunne redegøre for og dokumentere opfyldelsen af over for tilsynsmyndigheden, Radio- og tv-nævnet," hedder det i notatet.

De klare krav skal i følge Bibliotek og Medier også sikre objektivitet og transparens i forbindelse med skønhedskonkurrencen.

Opblødning på satire og aktualitetstemaer
Der er dog enkelte punkter, hvor styrelsen lige som kluturminiser Per Stig Møller (K) vil komme aktørerne i møde.

I den oprindelige udbudstekst hedder det, at der skal være 24 aktualitetstemaer om året, og at disse temaer skal fylde hele morgen- eller eftermiddagsfladen. Men nu vil Bibliotek og Medier stille radioen frit i forhold til, hvornår på dagen temaet skal udsendes.

Styrelsen indstiller også, at kravet om ét satireprogram på 25 minutter dagligt ændres til, at der skal sendes i alt 25 minutters daglig satire. Det behøver altså ikke samles i et enkelt program.

Styrelsen har ved samme lejlighed defineret satire:

"Ved satire forstås udsendelser eller indslag i formaterne underholdning og kunstnerisk optræden med en kritisk
og kommenterende agenda som indhold, som har til formål på humoristisk vis at udstille fænomener i samfundet."

Styrelsen indstiller også, at minimumskravene til hvor meget musik radioen skal sende fjernes, så der nu kun vil være en maksimumsgrænse - som det også fremgik af de ændringer kulturminister Per stig Møller (K) nævnte på et samråd om radioen i december.

Berlingske får ikke medhold
Til gengæld afviser styrelsen klart et forslag fra TV 2 om, at man i kravene i højere grad skal sikre, at koncerner kan udnytte synergier, når det gælder nyhedsproduktion. Styrelsen fastslår, at kanalen skal have en selvstændig nyhedsredaktion.

TV 2 og JP/Politikens Hus, som jo har indgået en alliance om et bud på FM4, kan dog trøste sig med at styrelsen ikke giver Berlingske medhold i, at TV 2 bør forhindres i at byde på radioen.

"TV 2 er statsejet, men fungerer i øvrigt på markedsvilkår i modsætning til DR," hedder det i notatet.

OPDATERING: Styrelsens anbefalinger er nu indføjet i de endelige udbudsbetingelser som netop er blevet offentliggjort.

- ON

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også