Information lurer på FM4

Information har sendt høringssvar om den nye radiokanal, men det er ikke ensbetydende med, at avisen vil byde på den, siger adm. direktør Mette Davidsen-Nielsen.
Tine Brødegaard Hansen

Information har sendt høringssvar - eller rettere en række spørgsmål - til Styrelsen for Bibliotek og Medier om kravene til den nye radiokanal på FM4.

Det skal dog ikke tolkes sådan, at Information nødvendigvis vil være at finde blandt byderne.

"Vi har endnu ikke taget stilling til, om vi søger, eller hvorvidt det bliver som medansøgere, underleverandører eller i en konstellation med andre. Der er mange ting, som trænger til afklaring," siger adm. direktør Mette Davidsen-Nielsen, Information.

Ikke alle medier har benyttet deres høringsret, men Berlingske Media, TV 2, JP/Politikens Hus, Radioerne og SBS er blandt dem, der har både ris og ros til udbudsmaterialet. Mest panderynken skaber de detaljerede krav til indhold og programplanlægning.

Og den kritik tilslutter Mette Davidsen-Nielsen sig.

"Detaljeringsgraden er problematisk. Det ser også ud til, at det bliver svært at ændre i programfladen og som gammel programplanlægger ved jeg, at det er uheldigt, for den er en dynamisk proces. Hvis et program ikke virker eller får de lyttere, det skal, hvad gør man så? Det står ikke krystalklart i udbudsmaterialet, og hvis det kræver lang tid at få lov at ændre i aftalte programplaner, bliver processen for tung."

Mette Davidsen-Nielsen ønsker sig også mere klarhed, når det gælder økonomien i projektet. Den nye radiokanals programindhold er hæmmet af at være tættere reguleret end andre public service-udbydere, men oveni det er der ”ringe muligheder for at drive FM4 på tilnærmelsesvise markedsvilkår,” skriver Mette Davidsen-Nielsen i sit høringssvar.

"Det store spørgsmål er jo, om der er et økonomisk incitament i det her? Ansøgerne er jo kommercielle medier og forretninger, så hvis vi skal investere, skal vi også have noget ud af det," siger Mette Davidsen-Nielsen.

Medieforsker og radioekspert Per Jauert spår, at den reelle dyst om FM4 er mellem Berlingske Media og samarbejdet mellem TV 2 og JP/Politikens Hus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også