SBS lufter sagsanlæg mod ny radio

Den nye news-talk-radio kan bryde reglerne for statstilskud til private virksomheder, lyder kritikken fra SBS Radio A/S.
Per Fanefjord Laursen

SBS Radio er næppe blandt FM4-ansøgerne i foråret. Selskabet er sansynligvis den medieaktør, der officielt er mest negativ over for det kommende radioudbud af FM4-koncessionen. Det fremgår af SBS Radios høringssvar om udbuddet.

SBS Radio spiller med juramusklerne og lægger diskret op til mulige juridiske konsekvenser af udbuddet. Det er især det faktum, at news-talk-radioen tillades en forrentning på 5-10 procent af investeret kapital (hvad SBS anser som "atypisk ved normal drift af kommerciel radiovirksomhed"), som koncernen angriber.

"Ud fra en samlet betragtning skønnes det, at den nævnte overskudsordning ... indikerer, at der herved kan være tale om tilskud til en privat virksomhed i strid med konkurrenceretlige regler og principper for statstilskud til private virksomheder," skriver advokat Jan Christiansen på vegne af SBS Radio A/S og NovaFM A/S i  høringssvaret.

Konkurrerer mod kommerciel radio
SBS Radio kritiserer også, at den nye radio skærper konkurrencebetingelserne - ikke mindst set lyset af, at SBS driver en radio, NovaFM, der betaler 23 mio. kr. årligt til staten for sin sendetilladelse, der dog betales af TV 2, hvor den nye radio til får 100 mio. af staten for at sende.

"Der sker herved en betydelig konkurrenceforvridning mellem den fjerde og den femte FM-kanal, når den fjerde FM-kanal udelukkende drives for offentlige tilskud og med mulighed for en betydelig fortjeneste for koncessionsindehaveren af den fjerde FM-kanal," lyder det i svaret fra SBS Radio.

Her kritiserer SBS videre, at news-talk-radioen vil få tilladelse til at spille meget musik - især uden for dagtimerne. Der er lagt op til, at der må sendes en bred musikprofil, og SBS Radio kritiserer, at radioen inden for  de givne rammer vil kunne servere masser af mainstream pop og rock og andre af de mest populære musikgenrer.

"Konsekvensen heraf er, at Kanalen på musikandelen vil være en direkte konkurrent til de eksisterende kommercielle radiostationer i strid med de forudsætnnger, som oprindeligt var grundlaget for udbuddet af den fjerede FM-kanal," skriver SBS Radio.

Den nye radio får samtidig en implementringsperiode på seks måneder, hvor der ses løsere på kravene. Det giver radioen mulighed for at spille næsten nonstop musik i 18-24.00 tidsrummet i lanceringsfasen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også