FM4-høring: Detailstyring får smæk

Kritikken af de stramme rammer for programfladen på den nye radio på FM4 er den mest gennemgående i høringssvarene fra mediehuse og -organisationer.
MediaWatch

Høringssvarene om den nye statsfinansierede radiokanal på FM4 kredser gennemgående om de meget stramme krav, der stilels til radioens programflade. Særligt JP/Politiken Hus, der vil byde på radioen i partnerskab med TV 2, giver højlydt udtryk for frustrationer over bl.a. kravene til 25 minutters daglig satire og 24 aktualitetstemaer om året.

"Den meget omfattende detailregulering af indholdet begrænser imidlertid mulighederne for at skabe nye og hidtil usete formater, som det ellers er forudsat," lyder høringssvaret fra JP/Politikens Hus ifølge DR Kultur.

Også TV 2 og Berlingske Media, som også har meldt sig som kandidater til at stå for den nye radiokanal, mener, at de mange specifikke krav modarbejder kreativiteten, og Samarbejdsforum for Danske Lytter- og Seerorganisationer frygter, at styringen vil være kompromitterende for armslængdeprincippet. Også Det Ny Public Service Råd og Arbejdernes Radio og Fjernsynsforbund giver kritiske høringssvar tilbage.

Ifølge radio- og tv-nævnets formand Christian Scherfig forsøger man med detailkravene at imødekomme EU-Kommissionens regler for statsstøttede medier. Han forklarer, at EU kræver konkrete mål for at undgå konkurrenceforvridning, og han frygter, at det trods kravene til den kommende ejer kan blive svært at få godkendelsen inden den 1. maj, hvor det er planen, at det skal afklares, hvem der skal stå for den nye radiokanal.

"Tidsplanen er i forvejen en anelse presset, og der skal ikke meget til for, at den skrider," siger Christian Scherfig til DR Kultur.

- SF

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også