FM4: Berlingske Media vs. JP/Pol/TV 2

JP/Politikens og TV 2's fælles bud på FM4 er lige efter kulturministerens bog, mener forsker, der har svært ved at se andre konkurrenter til FM4 end Berlingske.
Per Fanefjord Laursen

Så er det nærmest afgjort, at slaget om at vinde FM4-koncessionen - og op til 100 mio. licenskroner - står mellem JP/Politiken/TV2 og Berlingske Media.

Det er konklusionen fra medieforsker, lektor Per Jauert, Institut for Medievidenskab, Århus Universitet.

Per Jauert betragter konstellationen JP/Politiken - TV 2 som en klog strategisk alliance - og som en stærk ansøger, men ikke stærkere end Berlingske Media; også selv om TV 2 stiller med 24 timers nyhedsproduktion i TV 2 News-regi.

“Med dagens udspil fra JP/Politikens og TV 2 forudser jeg ikke andre egnede ansøgere, når der ikke stilles krav i udbudsmaterialet om ansøgernes størrelse og koncernforhold,” siger medieforsker Per Jauert, der er lidt overrasket over, at TV 2 begiver sig ud i nyt radioprojekt, selv om dette er anderledes end TV 2 Radio.

Hvem vinder så koncessionen i april 2011?

“De to står meget lige! Begge kan forfatte en smuk programplan, som er det krav, der vægter mest i ansøgningen. Begge har også gode muligheder for at beskrive den bedste billigeste drift, der vægter som kriterium nummer to i kravene,” siger Per Jauert, der hverken anser Berlingske Medias nye engagement i PopFM med SBS Radio som en negativ eller positiv faktor.

Kan JP/Politikens og TV 2 ikke risikere at fremstå for dominerende for politikerne?

“Tværtimod. Jeg tror, kulturministeren netop har søsat FM4 projektet for at lokke en sådan konstellation ud af busken og dermed skabe et stærkt alternativ til DR.”

I Per Jauerts optik er den allerstørste udfordring for begge ansøgere, at de skal bokse med nogle meget detaljerede programkrav, der slår ny rekord i politikernes detailreguering af programvirksomhed..

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også