Skærpet julekrig i æteren

PopFM og P5 udfordrer i år Radio Softs succesrige niche med nonstop julehits.
Per Fanefjord Laursen

Radio Soft skruede for få dage siden op for sin traditionelle non-stop julehit flade. Den har tidligere år løftet radioens nettodækning helt op mod 800.000 lyttere i december-ugerne. Samme niveauer som P1, Radio 100FM og The Voice, der har bedre penetration.

Men i år får Radio Soft hård konkurrence fra den nye PopFM. Den 24. november - en måned før juleaften - trak Pop FM også i nissehuen, og frem til 2. juledag kan lyttere høre de klassiske danske og udenlandske julesange fra 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne døgnet rundt på Pop FM og på Soft. Sidstnævnte undlader heller ikke at dykke ned i 50’erne.

PopFM's julekampagne bliver markedsført med tv-spots på Kanal 4, Kanal 5 og 6’eren samt med printannoncer i Urban, Berlingske og B.T.

Fortidens morgenisser på P5
DR’s DAB- og webradio P5, der henvender sig til 60 år og op, skruer også helt op for julerier og masser af julenostalgi.

Hver morgen mellem 7.00 og 8.00 fra den 1. december genudsender P5 de traditionsrige ’Morgennisserne’, der i cirka 30 år var fast morgenunderholdning på P3 og på Danmarkskanalen.

Her bliver mulighed for genhør med morgennisser som Gunnar Nu, Jørn Hjorting, Peer Møller, Peter Belli, Birthe Kjær, Karlo Staunskær og mange andre.

Og så er der også julemusik på P5 i årets sidste måned. Programmer som for eksempel ’Country Christmas’, ’Jul i Graceland’, ’Big Band Jul med Glenn Miller’ og en julekoncert med de tre tenorer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også