Måske to news-talk radioer på DAB

News-talk radioen skal selv vurdere, hvilke digitale tiltag, der er værd at udnytte - f.eks. en ekstra DAB-kanal.
Per Fanefjord Laursen

Der opstilles bløde krav til den kommende newstalk-radios digitale udfoldelser, og det bliver primært op til ledelsen at sikre, at radioen tilbyder den relevante supplerende digitale distribution.

Det fremgår af det høringsmateriale om FM4, der blev offentliggjort i går.

Fokus er indhold
For nylig blev der luftet kritik af, at radioen ville blive lanceret for 100 mio. licenskroner årligt uden krav til at gå forrest med digital distribution, bl.a for at nå ungdommen. Andre fandt dog den tilgang til projektet for misforstået.

Signalet fra MediaWatchs kilder er, at den nye taleradio skal opfattes som et indholdsprojekt, ikke en teknologisk- eller en platformsøvelse. Dertil kommer, at sendetilladelsen på otte år konkret vedrører et sæt FM-frekvenser.

Ekstra DAB radio
Radioen får konkrete digitale krav til sin jordbaserede digitale distribution - DAB. Der stilles 144 kbit/s til rådighed i mux2, der som minimum skal benyttes til at sende FM-signalet parallelt. Den overskydende kapacitet kan frit benyttes til en ekstra radiokanal i samme indholdsgenre, hvis ledelsen finder det interessant.

Det fremgår også, at radioen skal gøre alle sine programmer tilgængelige på relevante platforme. Det er således op til ledelsen selv - ikke politikerne - at afgøre, hvad der er revevante platforme i det otteårige tidsperspektiv, som koncessionen tildeles i.

Basis krav
Newstalk-radioens sendetilladelse følges dog også af nogle elementære krav om at gøre indholdet ekstra tilgængeligt. Radioen skal være streamet online. Lyttere skal kunne klikke ind og finde hele programmer online, og gratis podcast muligheder skal også være tilstede.

Medieselskaberne skal i deres ansøgninger beskrive, hvorledes man vil bidrage til nyskabende teknologiske tiltag til formidling af radio.

Hvis tiden løber fra nogle af de digitale krav, kan ledelsen selv rette henvendelse til Radio- og tv-nævnet undervejs og få lov til at opdatere kravene. Hvis eksempvis podcasts er helt forældet om seks år, kan radioen få tilpasset det krav. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også