Engell: DR-bestyrelse får ingen makeover

Det bliver en stort set uændret DR-bestyrelse, der i januar skal udpege en ny generaldirektør, spår Hans Engell.
Per Fanefjord Laursen

Hele DR’s bestyrelse skal genbeskikkes den 1. januar, fordi bestyrelsens fireårige periode udløber den 31. december.

Det bliver således en ny-beskikket bestyrelse, der kort efter nytår  udpeger en ny generaldirektør.

Alle 11 bestyrelsesmedlemmer kan i princippet blive udskiftet, hvad enten de har siddet to eller mange flere år. Det er kulturminister Per Stig Møller, der genbeskikker alle, men selv bestemmer han kun navnene på tre af medlemmerne, mens folktinget udpeger seks og DR to medlemmer.

Næppe store udskiftninger
Politisk kommentator Hans Engell forventer ikke større udskiftninger i bestyrelsen. Formanden og næstformanden vil fortsætte og medlemmer udpeget af partierne vil også forblive de samme, vurderer han.

“Eneste udskiftning bliver muligvis Lone Færch, som er udpeget af ministeren. Mon ikke Per Stig Møller vil vælge en anden type end forgængeren – mere kultur- end erhvervsliv. Per Stig skal jo også sætte sit eget aftryk på bestyrelsen,” siger Hans Engell.

Ansvaret efter Plummer-exit
Hans Engell påpeger, at den "nye" bestyrelse står med et ekstra stort ansvar i forhold til at udpege Plummers efterfølger.

“De vil bruge lang tid og tænke sig godt om. Bestyrelsen skal inden længe definere de krav, som en headhunter skal arbejde efter. Det tror jeg, bestyrelsen vil kunne enes om uden de store problemer – for man vil gå efter en supermand- eller kvinde, som både er god til at styre en stor butik, har kendskab til mediebranchen, god politisk tæft, kulturel bredde, dygtig leder, journalistisk tæft, stort netværk, en del erfaring uden at være slidt, den rigtige alder,” siger Hans Engell.
 
Han medgiver gerne, at den beskrivelse er næsten umulig at leve op til og at stillingen ikke er blevet mindre udfordrende at besætte, selv om man har gjort nyttige erfaringer fra Plummers fem år, ikke mindst vedr. det ansvar og kritik, generaldirektøren skal kunne magte.

Friske øjne og ny selvtillid
Derudover har bestyrelsen et stort ansvar for at give DR ny energi og selvtillid.

"Der har været mange tabersager, så ikke noget at sige til, hvis medarbejdere og chefer hænger med næbet," siger Hans Engell.

Engell nævner konkrete projekter som udvikling af DR's DAB-radioer, som nu skal have et spark fremad plus tilpasninger efter nedlæggelsen af P2.

“Kenneth Plummers hurtige exit har ikke ændret på den grundlæggende dagsorden, men et eller andet sted vist, hvor sårbar DR er. Til gengæld giver skiftet på topposten DR's bestyrelse mulighed for at tænke virksomheden igennem, inden de udpeger ny topchef. Heldigvis for DR er medieforliget på plads. De har god tid til at tænke over næste runde,” siger Hans Engell.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også