Forventning om DAB fremdrift i 2011

Der er gode chancer for, at politikerne i foråret præsenteres for flere gennemarbejdede oplæg til videreudvikling af DAB.
Per Fanefjord Laursen

Styrelsen for Bibliotek og Medier præsenterede for få dage siden det foreløbige oplæg til en ny fremtidig strategi for DAB, hvis fremdrift ellers har været uden klar politisk retning og mål.

Planerne kom frem på fagkonferencen Radiodays.

Oplægget består af tre scenarier, som skal revitalisere DAB-udviklingen, når og hvis politikerne vælger et af dem i det nye år.

Skelsættende valg
Der er lagt op til, at politikerne i foråret måske vil kunne træffe et skelsættende valg - et skæringspunkt i dansk mediepolitik og for den danske medieverden.

Fuldmægtig Kaspar Lindhardt fra Styrelsen, der leder projektet, understreger, at der stadig skrives på scenarierne.

“De tre scenarier, der foreligger nu, viser status i arbejdet, og flere samtaler med branchens aktører kan komme på tale for at belyse det komplekse krydsfelt af interesser, før der foreligger et oplæg til politisk beslutningsgrundlag om digital radio,” siger han til MediaWatch.

I ét af de planlagte scenarier vil man droppe udbygningen af digital radio og lade markedet selv bestemme, om radio digitaliseres - og i givet fald hvordan.

I et andet DAB-ambiøst scenario sætter staten fuld tryk på og tvinger alle radiostationer til gradvis at flytte over på DAB - og på andengeneration DAB+ - eller den tredje variant, DRM+. Se detaljer nederst i artiklen.

Måske i foråret
Kaspar Lindhardt vælger også at nedtone timingen en smule.

“Scenarierne afspejler udfordringerne på området, og de udfaldsrum politikerne og aktørerne skal forholde sig til. De er meget forskellige og afspejler de mange forskellige strategiske interesser og opfattelser. På grund af kompleksiteten vil vi ikke love, at der i starten af det nye år vil kunne ligge en politisk besluttet, fiks og færdig digital køreplan,” siger Kaspar Lindhardt.

Styrelsens arbejde med at forfatte tre scenarier er kompliceret af, at radiobranchen og eksperter alle dage har været et krydsfelt af meninger - samtidig med at den teknologiske udvikling sker fra måned til måned.

Enighed om grundforudsætninger
Styrelsen har dog formuleret en række ‘sandheder’, som bl.a. danner grundlag for scenarierne:

a) Set i en 10 års horisont giver dette ikke mening at slukke for FM. Ingen radiostationer ønsker det - heller ikke DR, der har ændret mening på det spørgsmål.

b) Lytterne forudsætter mange nye, unikke og attraktive kanaler, hvis de skal flytte lytning til DAB.

c) Den private radioindustri er økonomisk udfordret og kræver lavere sendeomkostninger på DAB - ligesom de kommercielle kanaler brændende ønsker sig at betale lavere musik vederlag for radioer sendt på DAB.

Styrelsen for Bibliotek- og Medier vil aflevere re færdige scenarier, med et høringsnotat, til Kulturministeriet først i januar. Derefter vil politikerne - på et eller andet tidspunkt - vælge én af de tre, meget forskellige køreplaner.

De tre scenarier
Scenarie A: Markedsscenariet 
FM samt DAB mux 1 og 2 fortsætter, mens mux 3 ikke sættes i gang. Iflg. styrelsen vil det have to fordele: kun tilskud til 2014 og færre risici for private. Ulemperne vil være få nye kanaler og frekvensmangel.

Scenarie B: Digital ekspansion
FM fortsætter - både for national og regional/lokal radio. Der sættes gang i en udvikling af tilbuddene på digital radio, så der kommer det bredest mulige tilbud af radio i Danmark. Det skal overvejes, om lokale stationer kan sende i DRM+. Fordelen er først og fremmest, at der kommer nye kanaler overalt. Usikkerheden er, om aktørerne kan og vil investere. Ulemperne er, at lytterne skal skifte til DAB+ og eventuelt DRM+, og at mange aktører skal betale for både at sende på FM og digitalt.

Scenarie C: Migreringsscenariet
Der sker en varslet, etapevis flytning af kanaler fra FM til DAB eller DAB+, og det vil være en god idé at lade DR flytte først, da DR trækker flest lyttere med over. FM skal slukkes helt efter 2021 - eller kan evt. fortsætte med lokal radio. Fordelene er, at digitaliseringen gennemføres hurtigt, og at aktørerne sparer FM-senderne. Ulemperne er, at private kanaler får omkostninger til overgangen, og at lytterne skal købe mange nye apparater.

Kilde til scenarer A-C: Radionyt.com

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også