SBS skal sende flere nyheder end FM4

Den nye news-talk radio bliver spændende at lytte til – men er en konkurrenceforvridende faktor på radiomarkedet, mener SBS Radio.
Per Fanefjord Laursen

Selvom SBS Radio, der snart driver tre kommercielle radiobrands Nova inklusive den kommende PopFM, er positivt indstillet over for den kommende licensfinansierede news-talk radio - har man alligevel svært ved at følge logikken i kulturministerens projekt på flere punkter.

Det undrer især SBS-direktør Frederik Meyer, at SBS’ Nova FM skal betale en koncessionsafgift for at påtage sig public service-forpligtelser - mens FM4 omvendt modtager op til 100 mio. kroner årligt for at opfylde sine forpligtelser.

I den forbindelse studser han også over, at den nye radio, som er en news-talk radio, skal levere færre nyhedstimer end Nova FM, som er en kommerciel radio.

"Nova FM er forpligtet til at sende 1000 timers nyheder - mens FM4 kun er forpligtet til at sende 730 timer,” siger Frederik Meyer.

Forstærket konkurrencepres
Umiddelbart går radioen efter et P1-segment, men SBS Radio frygter alligevel at blive udsat for et forstærket konkurrencepres, finansieret af licenskroner.

News-talk radioen må kun spille 20 procent musik i dagsfladen - og kun musik, der er redaktionelt begrundet. Men den må bringe alle genrer.

”Vi kunne have ønsket os, at man havde været mere specifik i musikprofilen og fokuseret på genrer, som er underrepræsenteret i dansk radio. Det er klart, at andre musikgenrer, som f.eks. jazz, kommer ind i aftenfladen, men det er bare ikke der, hvor lytterne er. De er der om morgenen, og derfor vil den nye radio med en bred musikprofil også konkurrere med kommercielle radioer og ikke mindst P3," siger Frederik Meyer, der dog også synes, at news-talk radioformatet lyder meget spændende - især er det interessant, at der bliver tale om en radio, hvor værterne har meninger og værdier.

”Det åbner bestemt for en type radioudsendelser, som vi ikke har så frygtelig mange af i Danmark.”

Flydende grænser under lancering
Et andet problem for SBS er, at en nye radio får en lang frist til at implementere dagsfladen. Der er lagt op til, at der kan være op til seks måneders implementering.

”Under implementeringen accepteres et udsving i musikandel på 30 procent. Det er vi uforstående overfor. Det åbner for en større musikandel og dermed større chance for at appellere til kommercielle radiolyttere. Det er selvfølgelig i alles interesse, at radioen begynder godt, men ikke at den bliver en konkurrent til kommerciel radio,”  siger Frederik Meyer. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også