Her er en ny radiomodel, Plummer

DR har mange muligheder for en ny radiostruktur med tre FM-kanaler og 10 DAB-kanaler. MediaWatch bringer et forslag fra tidligere P3 chef.
Anna Backe og Louise Reseke,Per Fanefjord Laursen

DR skal samle sit radioudbud på tre FM-kanaler, og den nuværende mængde af klassisk musik må ikke forandres forholdsmæssigt, selv om DR mister FM4 sendernettet.

De krav i forligsteksten har de senere dage skabt en vis forvirring, men skal læses som en særlig beskyttelse af den klassiske musik, som DR ikke må 100 procent henvise til DAB, som i dag ikke er helt så tilgængligt som FM.

Trods forvirring er problematikken ikke helt så forfærdelig og håbløs, som den bliver udlagt visse steder.

Det er op til DR selv at omprioritere sit samlede radioudbud og at indstille et forslag til DR's bestyrelse, der mødes igen den 11. juni.

DR’s mediedirektør afmonterer nu de fleste problemer. Det står nemlig klart, at DR meget naturligt inddrager sine 10 DAB-radioer i det samlede udbud, selv om at de landsdækkende DAB-radioer mærkværdigvis ikke er nævnt i forligsteksten omkring DR' tab af FM4.

"DR’s radiostrategi skal ses som et hele. Vi har ikke én strategi for FM og en anden for DAB. Dvs. at når der sker noget på FM, får det også konsekvenser for DAB. Derfor er det helt naturligt, at vi lige nu ser på hele vores portefølje, når vi skal sikre, at vi fremover har det bedst mulige samlede tilbud på radioen," siger mediedirektør Mikael Kamber, DR.

EksP3-chef giver bud
Med 13 kanaler har DR en del knapper at skrue på, og MediaWatch har bedt den tidligere P3-chef Carsten Worsøe om hans bud på, hvorledes DR kunne fordele radioindholdet i den nye situation, der opstår, når DR mister en hel FM flade.

Fordelingen de fire FM-kanalers indhold på tre frekvenssæt er en svær øvelse for ledelsen, erkender han.

"Fra min tid som P3-chef ved jeg, at P3- og P4-lytterne har meget forskellig musiksmag og livsstil. Derfor er det en meget overfladisk betragtning, hvis man tror de to kanaler kan lægges sammen, blot fordi de begge spiller rytmisk musik."

Skulle man blande P3 og P4's indhold, vil man få en meget bred profil, på 20-60 år, for at kunne fastholde P4's mange voksne lyttere rundt om i landet. Og det vil betyde, at P3-indholdet med ny dansk musik og appel til ungdommen vil komme voldsomt i klemme, spår han. Derfor vil DR afskrive den vej, mener Worsøe.

Carsten Worsøe mener, det er interessesammenfaldet mellem P1 og P2-lytternes præferencer; der er vejen frem - om end P1's stærke aktualitetsflow meget let bliver ødelagt, hvis kanalen også skal formidle klassisk musik.  Omvendt har P1 også "ledige" timerslots, hvor man i dag gensender programmer.

"Den model, som jeg mener, kan implementeres, er at lægge P2-indholdet ind i P1's flade om aftenen og natten; og så lade det P2-indhold, der har sværest ved at fungere i P1-flowet, få en hel DAB-kanal for sig selv," siger Carsten Worsøe.

Nye DAB brands på vej
DR står allerede midt i en omprogrammering af sine DAB-kanaler, således at DR kommer ned på 10 brands, som til gengæld får mere originalt indhold og ikke sender formater, der typisk hører hjemme på de kommercielle radioer. DR har allerede en ren 'kulturkanal' planlagt, erfarer MediaWatch.

Carsten Worsøe foreslår også, at DR i sin planlægning tager hensyn til det samlede radioudbud for danskerne - ikke kun egne kanaler.

"Når nu den nye private radiokanal skal være en indholdstung "P1-agtig" radio, betyder det, at lytterne kan hente en del af det stof dér, og det kan DR jo godt planlægge omkring," siger han.

Carsten Worsøe, der var P3-chef i seks år og forlod DR for få dage siden, er ked af, at DR's firekanal-system på radio falder fra hinanden. Han synes hellere politikerne skulle lære af de dårlige erfaringer, man har gjort siden 2003 og arbejde for, at de kommercielle radioer får ordentlige vilkår, både lokalt og landsdækkende.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også