Talkradio med Mads Vangsøe og Casper Christensen

De to gamle Tæskeholds-værter vil genoptage samarbejdet i et ny talkradio-format. Den idé falder i god jord hos Radio 100FM.
Per Fanefjord Laursen

Mads Vangsøe og Casper Christensen planlægger at genoptage deres samarbejde på radio.

De forestiller sig ifølge B.T., at der er potentiale i at udvikle og modernisere deres gamle stil fra 'Tæskeholdet' på P3.

De to erfarne standup-komikere tænker næppe på et nyt P1, men muligvis på et klart alternativ til DR's meget nyhedsdrevne talkradio.

"Der mangler en speciel type radio. Der er lidt for meget musik, lidt for mange reklameafbrydelser, et lidt for overfladisk niveau og lidt for lidt at grine af, som det er i dag. Vi kunne godt tænke os at forny genren – eller gå tilbage i tiden, kan man sige. Der er så mange gode kræfter, der kan meget mere, end de gør nu. Det vil vi gerne udnytte," siger Casper Christensen til B.T.

Endnu er planerne på tegnebrættet, og spørgsmålet er, hvilken radio der vil satse på et nyt rent talk-format.

Radio 100FM er interesseret
Hvis Radio 100FM genvinder FM6-koncessionen, får radioen flere brugbare frekvenser til overs, som udmærket kunne anvendes til en talkradio i hele hovedstadsområdet.

"Hvis vi vinder skønhedskonkurrencen om FM6, er vi meget interesseret i at lancere en talkradio. Det er et format, hvor vi kunne udfordre DR fra en ny kant. Og jeg tror P1 kunne trænge til konkurrence. Danskerne er jo generelt meget velinformerede og elsker debat," siger Jim Receveur, direktør for Radio 100FM, til MediaWatch.dk

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også