Cavling til DR's Jesper Tynell

Årets Cavling-pris gik til P1-journalisten Jesper Tynell for afdækning af urent trav i beskæftigelsesministeriet.

Ud over de fem nominerede til Cavling-prisen 2009 blev det Jesper Tynell fra DR Radios 'Orientering på P1', der løb med årets hæder.

Han fik prisen for sit journalistiske gravearbejde i den såkaldte ”kontanthjælpssag” - som han i november også blev hædret for af Foreningen for Undersøgende Journalistik for at være årets bedste ”graver” på radio.

Jesper Tynell er 38 år, han er uddannet cand. comm. og cand. hist., og siden 2003 har han arbejdet på ’Orientering’.

Årets Cavling får han for at dokumentere, hvordan tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven og vildledte Folketinget i ”kontanthjælpssagen” ved at bruge den såkaldte 300-timers regel til at standse udbetalingen af kontanthjælp til familier, der ifølge loven slet ikke er omfattet af reglen.

Ministeriet har da også efterfølgende ændret praksis, skriver DR i en pressemeddelse.

I motiveringen for at give Cavling-prisen til Jesper Tynell hedder det blandt andet: "Trods indslagenes komplekse opbygning lykkes det Jesper Tynell i kraft af sin neutrale interviewteknik og sin stærke, faglige viden om rets- og socialpolitik at fastholde sine lyttere under afdækning af de politiske manipulationer.”

- LR

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også