Kommerciel regionalradio uberørt af Ellen T udspil

De kommercielle regionale radiostationer, der synes i farezonen med Venstres medieudspil, tager en mulig markedsomvæltning med sindsro.
Per Fanefjord Laursen

Ellen Trane Nørbys forslag om et stærkt fællesskab af TV 2-regioner og P4-regioner tegner på papiret som en alvorlig trussel mod de regionale kommercielle radiostationer, der i større eller mindre omfang betjener de geografiske områder, som nye stærke, statsejede tv/radio enheder ville sætte sig på.

Radio ABCs direktør Ole Søndergaard er nu ikke bekymret for mere konkurrence i det midt- og østjyske, der er hans dækningsområde.

Til gengæld undrer han sig over Ellen Tranes udspil, fordi radiochefen har svært ved at se, at P4 Østjylland og TV 2/Østjylland kan gøre det meget bedre.

"TV 2/Østjylland dækker godt og kommer pænt rundt omkring, selvom man sommetider kan være lidt irriteret over den lidt for klassiske sensationstrang i nogle af deres vinkler på historierne. Generelt tror jeg ikke, at regionalt fjernsyn laves bedre nogle steder i landet, måske undtaget af TV 2 Lorry."

Det samme gælder P4 Østjylland, der følge konkurrenten RadioABC gør det godt.

"Jeg vil i givet fald forvente mere klare indholdskrav til public service-delen på P4-regionerne, hvis det skilles fra det øvrige DR, så de enkelte tidligere DR-stationer ikke begynder at konkurrere mod hinanden og dermed måske kommer til at lyde ens eller gå efter det samme marked."

Han ser også et tab af pluralisme som en potentiel uheldig sideeffekt.

"At sætte tv og radiofolk i samme stue betyder ikke, at der kommer bedre radio eller bedre tv. Det betyder måske snarere, at man fremover kommer til at mangle nogle vinkler på historierne, da de kommer til at tale sammen om tingene over frokostbordet og derfor bliver begrænsede."

Godt for nyhedsbilledet
Radio Sydhavsøerne, der dækker Lolland-Falster, er den mest succesrige regionale kommercielle radio, målt på nettodækning, men er ikke umiddelbart kritisk overfor en plan om at sammelægge de regionale enheder.

"Man kan jo sige, at det endda kan være en fordel for radiomarkedet og for nyhedsbilledet i Danmark, hvis der blev en større konkurrent til dagbladene i forhold til at opbygge historier. Så længe de ikke blander licens- og kommerciel økonomi, eller laver bylokale versioner – så anser vi det ikke som noget der vil ændre vores rolle lokalt," siger direktør Kim Nielsen, Radio Sydhavsøerne.

Mindre kommerciel DR, tak 
Skal der nye politiske initiativer på bordet, ser Ole Søndergaard mere værdi i, at man klart definere, hvordan DR's public service kontrakt kan opfyldes.

"Dermed mener jeg ikke som i dag, hvor man accepterer, at DR laver kommerciel radio, og hvor DR public service forpligtelser tildels klares ved, at man 'regnskabsføre' public service opgaverne på DR's DAB- og internetradiostationer."

Hos den regionale aktør på Fyn, Radio3, har man ingen kommentarer til forslaget.

Radioekspert Stig Hartvig fra Radionyt.com ønsker heller ikke at tolke på Ellen Trane Nørbys medieudspil.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også