Radiomarkedet falder 36 pct. i 2009
"Vi forventer, at radiomarkedet falder 36 pct. i 2009," siger trading director i Group M, Kenneth Brenøe, til Dagbladet Børsen.
Det kan betyde, at cirka 40 mio. kr. kan forsvinde fra det i alt 120 mio. kr. store nationale marked, hvilket kan skabe problemer for såvel Talpa Radio (Radio 100FM) og SBS Radio (The Voice og Nova FM).
Frederik Meyer, adm. direktør hos SBS Radio, stiller sig skeptisk over for de dystre tal og forventer en lille vækst i år.
Kenneth Brenøe siger endvidere, at der vil ske en hel eller delvis radiolukning også i år. Sidste år måtte TV 2 Radio som bekendt bukke under og for få uger siden måtte SBS Radio skære kraftigt i bemandningen. I går blev stikket endeligt trukket på rockradioen Radio City.
I første kvartal i år er 35 pct. af radioomsætningen, der går via mediebureauerne forsvundet, ifølge tal fra Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening (DRRB). Som beskrevet på MediaWatch i går er det dog ikke al annoncesalg til radiostationerne, der går igennem mediabureauerne, og den omsætning bliver ikke registreret af DRRB.
- MediaWatch