DAB-radioer klar til at spille en større rolle

På den komplette topliste over de 12-50 åriges lytning, som Gallup ikke offentliggør, lurer mange DAB-kanaler på deres chance.
Per Fanefjord Laursen

'P4 Danmark' er blevet den dominerende digitale radio, når man betragter markedet i 12+ år. Det er ikke overraskende, at kanalen med en meget voksen musikprofil slår igennem i tallene og er stærkere blandt modne lyttere, der lytter længe, påpeger DR medieforsker Dennis Christensen.

Men hele billedet af digitale radiobrands er imidlertid mere nuanceret end det, afslører et blik på den yngste befolkningshalvdels radioforbrug. Dette fremgår af en topliste, som Gallup ikke kommunikerer ud til markedet og pressen i de ugentlige udsendelser.

Landsdækkende radioshares i uge 8 (12-50 år)
1. P3 29,5%
2. P4 23,3%
3. Radio 100FM 11,7%
4. Nova FM 6,7%
5.The Voice 4,3%
6. P1 2,3%
7. RadioSoft 1,7%
8. DR Hit 1,6%
9. Radio City 0,6%
10. P4 Danmark 0,4%
Kilde: Portable People Meter-tal fra Gallup

Det fremgår af disse data, at digitale DR radioer nu presser P2 ud af listen.

Umiddelbart under top-ti listen ligger flere rene digitale kanaler og venter på at mase sig ind på listen. Det er brands som DR Pop DK, P5000, DR Rock og Boogieradio med shareniveauer på 0,2-0,4. Niveauer, hvor den statistiske usikkerhed dog bliver meget høj.

Bred interesse
DAB-lytningen er rent faktisk temmelig bredt funderet i befolkningen, uddyber Dennis Christensen, og henviser til helt nye data fra DR Medieforskning, målt 1. januar til dato.

De viser, at 19 procent af teenagerne i løbet af én uge lytter til DR-kanalerne på DAB, mens 20 procent af de 20-39-årige lytter til DR på DAB. For de 40-59 årige er tallet 19 procent, og 60+ årgangen er 18 procent.

DAB penetrationen er 24 procent af husstandene.

Regionalradio ikke med
Flere regionale kommercielle radionetværk leverer højere shares, end DAB radioer og de svageste FM radioer, men de måles ikke elektronisk.  Og de rapporteres af gode grunde ikke af Gallup blandt de landsdækkende radioer. Radio Alfa har således en national share på 1,2 procent og Radio ABC 1,1 - målt med den tidligere dagbogsmetode.

Radiomarkedet ligner sig selv
Tilbage på det samlede radiomarked var styrkeforholdet blandt DR og de kommercielle FM radioer i uge 8, som det plejer. DR tiltrak sig 75 procent af al lytning, mens de kommercielle tog beskedne 25 procent.

I den yngre befolkningsdel under 50 år er der vanligt mere balance i regnskabet, nemlig en share til kommerciel radio på 41 procent - mod DR radio på 59 procent.

Kilde: DR, Gallups PPM radiodata for uge 8, 2009.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også