Webradio håber på public service penge

Den alternative public service radio 'Den2Radio.dk' søger bedre økonomi for at levere det indhold, som man mener, lytterne er underforsynet med fra DR.
Per Fanefjord Laursen

Trods få midler har radioen, der primært er webaseret, produceret mere end 300 programmer siden lanceringen 1. maj. De første måneder lagde radioen en tre timers sendeflade ud om ugen med ca. 10 programmer i hver flade, men efter at det er blevet muligt at podcaste udsendelser, har man været mindre afhængige af programfladens længde, hvilket har betydet en sendetidsforøgelse på ca. halvanden time.

Radioen har inden for de sidste 14 dage haft ca. 7500 downloads.

I 2009 er målet at sikre mere økonomi i projektet. Der skal bl.a. opbygges en støtteforening i stil med ikke-kommercielle lokalradioer.

"Det er nødvendigt for os med mere økonomi for at kunne udbygge og udvikle vores radio," siger tidligere DR-tekniker Jytte Nordholdt, der uddyber:

"Det vigtigste for os er at få økonomi til at opfylde planerne. Vi håber stadig at kunne søge støtte hos fonde, men det bedste var, om vi som andre medier kunne få en del af den public-servicepulje som udstedes hvert år. Vi mener at være et kvalificeret tilbud i det danske mediebillede."

Nyt for danskerne
Radioen håber på et øgede lyttertal, efterhånden som kendskabet til "www.den2radio.dk" bliver mere udbredt. Det er nyt for danskere at lytte radio på nettet, så gruppen bag er tålmodige. Mange af udsendelserne lægges også ud på lokalradioer i hele landet og når dermed et endnu større publikum.

Den2Radio.dk er en forening med en formand og bestyrelse og ca. 30 mennesker, som producerer programmer.

På indholdssiden vil radioen  fortsætte med at følge litterære arrangementer i boghandelen Tranquebar og en gang om måneden holdes en forfattersamtale i Library bar på Hotel Plaza, som også bliver til udsendelser.

"Vi prøver at give litteraturen et løft i medieverdenen. I efteråret indgik vi også samarbejde med den efterhånden 20-årige lokalradiostation Radio Jazz, hvor de gennem Den2Radio transmitterer deres udsendelser hver dag fra kl.21-04 og lørdag -søndag fra 12-16. Derudover laver Christian Braad Thomsen Jazzens historie og Finn Slumstrup er også flittig gæst med jazzprogrammer."

Der er indledt samarbejde med CBS om forskningsformidling. Dagbladet Information, og internettidsskriftet Turbulens.net har afholdt kulturelle arrangementer, hvor man har været med og lavet udsendelser fra.

Den2Radio blev lanceret af en gruppe mediefolk, heriblandt en stor gruppe "DR-afhoppere", der var bekymrede og vrede over den udvikling, der finder sted på det kulturelle område i Danmark. Idealet var den klassiske idé om public service, præget af alsidighed, relevans, troværdighed og kvalitet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også