Tiden rinder ud for 100FM

Radio 100FM har fredag middag fortsat ikke hørt fra Københavns Byret, som man håber vil hastebehandle radioens sag inden mandag aften.
Per Fanefjord Laursen

Radio 100FM vil gerne have Københavns Byret til inden mandag at forhindre inddragelsen af stationens sendetilladelse.

Da Radio 100FM ikke indbetalte 22,5 millioner kroner i koncessionsafgift for næste år i mandags, gav Radio- og tv-nævnet stationen en frist på otte dage til at betale, ellers vil sendetilladelsen blive midlertidigt inddraget og helt frataget stationen efter en måned, hvis ikke pengene bliver betalt.

Men Radio 100FM's direktør Jim Receveur mener, at stationen har 40 millioner kroner til gode hos staten.

"Vi mener, at Radio og tv-nævnet har reageret alt for hurtigt. De har sendt et standardbrev uden at sætte sig ind i sagen. Derfor vil vi gerne have Københavns Byret til inden på mandag at afgøre, om man kan inddrage vores sendetilladelse," siger Jim Receveur.

"Det handler ikke om, at vi ikke vil betale, men om, at vi mener, at staten skylder os penge. Siden 2005 har vi betalt for meget i koncessionsafgift," uddyber Jim Receveur.

Radioen har til mandag aften. Er der intet sket, ventes det, at sendetilladelsen inddrages midlertidigt. Det er uklart, hvad der sker, hvis radioen sender videre på de to sendere, der hører til FM6 koncessionen.

Radio 100 FM, der er hollandsk ejet, mener, at afgiften for deres sendetilladelse burde være nedsat, da konkurrenten Sky Radio lukkede. Derudover er stationen utilfreds med, at TV 2 Radio fik Sky's sendetilladelse til halv pris.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også