Merete Eldrup: Medier er ådselgribbe

TV 2-direktør Merete Eldrup er enig i, at medierne udsætter TV 2 Radio for urimelig behandling.
Tine Brødegaard Hansen

"Jeg forstår fuldt ud medarbejderne på TV 2 Radio," siger Merete Eldrup med henvisning til den appel, MediaWatch tidligere i dag bragte fra en anonym medarbejder på radioen.

"Medarbejderne er udsat for urimelig behandling i medierne. Jeg bliver dagligt ringet op af et stort antal medier, som går meget hårdt til sagen og spørger om der er uddelt fyresedler og om radioen er lukket. Medierne begynder at minde om ådselsgribbe," siger Merete Eldrup, der lyder tydeligt berørt af den effekt, det har på TV 2 Radio-medarbejderne.

Hun understreger sin respekt for, at medarbejderne yder en stor daglig indsats, på trods af polemikken omkring radioen.

Hvordan ser du på TV 2-ledelsens eget ansvar for håndteringen af forhandlingerne om radioen?

"Vi arbejder på højtryk på at finde den bedst mulige løsning for radioen, jeg kan godt forstå at medarbejderne ønsker en afklaring, og ikke bryder sig om at diskussionerne foregår i fuld offentlighed. Det er jo ikke kun i denne måned, i lang tid har der været debat om radioen også før jeg kom til."

Er der noget i processen du gerne ville have gjort anderledes?

"Jeg ville ønske, at vi kunne have fået en afklaring hurtigere, men det skal ses op imod, om man har undersøgt alle muligheder og det har været lang proces. Problemet er, at vi (TV 2-ledelsen, red.) har været åbne for at der foregik en proces om radioen, den bør ikke ske for åbne døre, men der er jo spareplaner i gang for hele TV 2, det er der ingen idé i at lægge skjul på, med det årsregnskab vi kom ud med. Radioen er så en synlig enkeltting at fokusere på, og det er meget ubehageligt, man taler jo om nogle mennesker der har radioen som daglig arbejdsplads. Men vi skal selvfølgelig tænke på, om tingene kan gøres på en anden måde."

Merete Eldrup har også et suk til sine kollegaer i mediebranchen.

"Mit lille suk er, at der bliver skrevet meget om medier i medierne. Havde man lukket en større afdeling i en slagterivirksomhed, havde det nok ikke fået samme opmærksomhed. Det er en helt uforholdsmæssig stor dækning."

Det hænger vel også sammen med at TV 2 radio blev set som et prestigeprojekt, der skulle sikre TV 2's position som mediehus?

"Medierne kan bedst selv forklare interessen for det, men det får en uforholdsmæssig stor dækning."

Er der noget I vil gøre anderledes i resten af forløbet?

"Vi arbejder på højtryk og som vi har sagt, skal vi finde en løsning med udgangen af april."

Hvad mener du om den måde TV 2 Radios mulige købere eller samarbejdspartnere har ytret sig på om forhandlingerne?

"Det vil jeg lade tale for sig selv."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også