SBS: Vi skal sælge varen

Øvelsen for SBS Radio i 2008 er at sælge de lyttere, man rent faktisk har på gammeldags FM radio, hjulpet af nye elektroniske data, der forædler salget.
MediaWatch

Efter ét år med TV 2 Radio og to år med Sky Radio som lovende vækstskabere, tvivler alle på, at FM radio bliver et økonomisk vækstområde i Danmark. De høje vækstrater, som andre markeder har set, er udeblevet. Radio voksede med ni procent i 2007, og den nationale radioomsætning er på cirka 110 mill. kr.

Ikke desto mindre er det analog FM-radio, som SBS Radio satser mest på. Sideløbende dyrkes en generel fokus på at kapitalisere på begge brands, også inden for den digitale verden.

Direktør Frederik Meyer, der kom til selskabet i juni 2007, forklarer:

"Vi har justeret vort programudbud med en fintuning af The Voice og vore programmer samt lanceringen af rockradioen Radio City og står nu med to helt forskellige klare tilbud. Nu lægger vi fokus på at sælge den gode vare, vi har."

SBS Radio skal forbedre forretningen ved at hente flere lyttere og være langt bedre til at sælge dem.

SBS Radio kan præstere en ugentlig nettodækning på 1.3 mio. lyttere. Og en kommerciel share på ni procent. Dækningen er god nok, men sharen skal op.

Frederik Meyer vil ikke være specifik, men siger:

"Den nye Radio City skal øge sin share med 100 procent i målgruppen mænd i fjerde kvartal."

Han vil hellere slå et slag for hele mediet ved at aflive den gængse opfattelse, som pressen formidler, at kommerciel radio er i knibe, og at DR løber med sejren uge efter uge.

"Sagen er, at kommerciel radio er sund i Danmark med 3.5 mio ugentlige lyttere. Mediet står også stærkt, hvis man ser på kommercial radios andel kontra DR, blandt dem under 50 år," siger han.

Han henviser til, at i The Voice's unge målgruppe, 12-29 år, er fordelingen lige omkring 50-50. Blandt de 25-44 årige har kommerciel radio en share på 46 procent, set i løbet af årets første 8 uger.

"Nu mangler vi at sælge dette budskab, så annoncørerne, og ikke mindst mediabureauerne, kan se den kæmpe værdi der ligger i disse tal", siger Frederik Meyer.

De nye elektroniske lyttertal hjælper ham, for de registrerer nu, at kommerciel radios nettodækning er øget til 3,5 millioner om ugen. Samtidig bliver varen mere afsættelig, når man fra nu af kan sælge TRP'er, som tv har gjort i årevis.

"Vi udnytter varelageret langt bedre og yder en langt bedre service til vore annoncører med TRP salg," siger han. Prismæssigt lægger han sig i slipstrømmen af DDR..

En anden vej til flere lyttere er bedre distribution for de to networks. SBS Radio har søgt flere ledige sendere og håber at erhverve dem om nogle måneder, både til The Voice og Radio City netværkene.

"Der er masser af produktudviklingsmuligheder, ikke mindst de digitale, men opgaven de næste år bliver at sælge de gode varer, vi allerede har."

Frederik Meyer nedtoner ikke internettets potentiale for virksomheden. Der er også planer, som det fremgår af denne artikel bragt på MediaWatch. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også