Lokalradioer truer politikere med ombudsmand

Lokalradioer i network-samarbejde med Radio 100, Voice eller Radio City rammes særligt af replanlægning.
MediaWatch
Lokalradioer i network-samarbejde med Radio 100, Voice eller Radio City rammes særligt af replanlægning.

Kulturministeriet har udarbejdet et notat om, hvilke lokale radiostationer som skal sikres fortsatte frekvenser efter en eventuel replanlægning.

Efter den første prøveplanlægning af FM-båndet, som forelå i starten af 2007, stod det klart, at et større antal lokalradioer måtte lukke som følge af den foreslåede plan. Det blev herefter politisk besluttet at lade en ny prøveplan udarbejde med frekvensmæssige muligheder til alle de eksisterende lokalradioer.

Men ikke alle. Den ny prøveplan er nu blevet offentliggjort på Kulturministeriets hjemmeside.
I planen er der fundet frekvenser til stort set alle eksisterende lokalradioer, dog har man fra ministeriets side valgt at udelade de lokalradioer, som i en eller anden form samarbejder med enten SBS Radio A/S eller Talpa Radio. Det er aktører, man forventer, vil søge de nye stærke frekvenser eller hele frekvenssæt.

Hos den nordjyske 'Foreningen Radio Plus' i Aabybro, der stiller frekvenser til rådighed for både SBS og Radio 100, er formanden Torben Kjær ikke en glad mand. Han kan ikke forstå forskellen mellem de udsendelser han udsender sammen med SBS Radio og de udsendelser som eksempelvis ENERGY og andre udsender på deres frekvenser.

"Hvorfor skal vi lukke, blot fordi vi har et network-samarbejde med SBS," siger Torben Kjær.

Han er ikke modstander af en bedre udnyttelse af FM-båndet, som er hensigten med replanlægningen.

"Vi er ikke blevet spurgt, om vi ønsker at fortsætte med at sende efter en replanlægning, også selv om vores samarbejdspartnere måtte ønske at gå andre veje. Og vi er heller ikke blevet gjort bekendt med, at et samarbejde med bestemte aktører betyder at vi skal lukkes ned."

De lokale radioforeninger, der rammes, er ikke drevet af SBS eller andre nationale aktører. De er lanceret for at drive lokalradio, men under et nationalt brand med de fordele, det giver. Til eksempel under Voice eller Radio City.

"De foreninger, jeg er engageret i, er alle stiftet med det ene formål at lave lokalradio, og det har vi tænkt os at fortsætte med, også selv om en gennemført replanlægning skulle medføre at vore nuværende samarbejdspartnere skulle satse på at erhverve nogle af de nye landsdækkende kanaler".

Skulle mediepolitikerne beslutte at iværksætte replanlægningen af FM båndet, som den foreligger nu, agter foreningerne at indbringe sagen for folketingets ombudsmand.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også