Foreningen Spil Dansk modtager bevilling på 500.000 kr.

Regeringen har sammen med SF, Radikale Venstre og Enhedslisten besluttet at støtte Spil Dansk Ugen i uge 44, hvor DR's radiokanaler spiller danskproduceret musik.
Fra Spil Dansk Ugen i 2019. | Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix
Fra Spil Dansk Ugen i 2019. | Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix

Foreningen Spil Dansk, der har som formål at styrke kendskabet til danskproduceret musik i Danmark, har netop fået bevilget 500.000 kr. fra regeringen med støtte fra SF, Radikale Venstre og Enhedslisten.

Der er tale om penge fra udlodningsmidlerne, som består af henholdsvis overskuddet og udbyttet fra Danske Spil og Klasselotteriet, oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Spil Dansk Dagen opstod i 2001 på initiativ af rettighedsorganisationen Koda. Senere blev konceptet udvidet til en hel uge, uge 44, og foreningen Spil Dansk blev etableret i 2014.

Foreningen arrangerer musikalske begivenheder rundt i landets kommuner i uge 44, hvor også DR spiller danskproduceret musik på sine radiokanaler.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger om bevillingen til Spil Dansk Ugen:

"Det er vigtigt, at vi støtter op om udbredelsen af danskproduceret musik i en tid med et globaliseret musikmarked, som domineres af de internationale streamingtjenester. Derfor er jeg utrolig glad for at kunne støtte en forening, der sætter fokus på den danskproducerede musik."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også