Radio24syv lukker og slukker med orkester på taget

Den sidste dag på Radio24syv bliver markeret med reception og orkester på taget lige inden midnat.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Torsdag er sidste dag på Radio24syv, der efter otte år i æteren har sidste sendedag.

Sendetilladelsen på FM-båndet udløber, når oktober bliver til november, og Radio24syv lykkedes ikke med at vinde udbuddet om at drive en dab-kanal, der kunne have forlænget livet. 

Den sidste dag hos Radio24syv bliver markeret med reception og et orkester på taget, inden de ansatte siger farvel ved midnat. 

Inden da vil torsdagen gå med at sende en sidste gang og oprydning på radiostationen. 

Det er ni dage siden, at Radio- og tv-nævnet afgjorde dab-udbuddet, der blev vundet af ungdomskanalen radio Loud, og det dermed stod klart, at Radio24syv ikke fortsætter. 

"Det har været nogle ekstremt hektiske dage, og det har lidt været som at asfaltere en vej, mens man kører," fortæller Ida Herskind, der er tillidsrepræsentant på Radio24syv.

"Den Korte Radioavis" bliver klappet ud

Det er ikke kun radioens ansatte, som markerer den sidste sendedag. 

Fans af satire-programmet "Den Korte Radioavis" har på Facebook arrangeret en begivenhed foran Radio24syvs hovedkvarter klokken 12. Her vil de "klappe programmet" ud, når det sender sidste gang.

Desuden er der arrangeret en hyldest af radiokanalen klokken 16, hvor lyttere siger farvel foran Radio24syv. Den er arrangeret af Carsten Michelsen, der er fast lytter af kanalen. 

"Jeg tror, at rigtig mange lyttere har haft et kærlighedsforhold til Radio24syv. De har vendt taleradio helt på hovedet og gjort det sexet og overraskende."

"Vi er kede af, at Radio24syv lukker, og det vil vi gerne markere," siger Carsten Michelsen. 

Radio24syvs ansatte vil torsdag aften spise aftensmad sammen. Klokken 20 vil der være reception for ansatte og gæster af programmerne.

Det kulminerer med en koncert på taget af Radio24syv klokken 23.40, hvor 24syv Symfonikerne som afslutning afspiller Aaron Coplands "Fanfare for The Common Man" fra taget af Ørstedhus, Radio24syvs hovedkvarter i København.

Kort efter vil radioens ansatte vinke farvel til FM-båndet, når der for sidste gang bliver sendt ud i æteren. Derefter er der planer om at fortsætte videre i byen. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også