DR shopper langt mere radio ude i byen - og har podcast på indkøbslisten

DR købte i 2017 fire gange så mange programmer hos de danske radioproducenter som for bare fire år siden. Tendensen vil fortsætte de kommende år, siger radiochef, som i dag mødes med de private producenter. Særligt én ting står højt på DR's ønskeliste.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

Omkring 70 eksterne radioproducenter møder senere i dag op i DR byen med en invitation i hånden til det, DR har døbt "Producenternes Dag". Her præsenterer DR sine radioplaner for 2019 og vil løfte sløret for, hvad public service-huset har på sin ønskeliste til formater og programmer fra de private radioproducenter.

Den ønskeliste er blevet længere de senere år og har givet private producenter større muligheder for at score sig en ordre fra public service-huset. På fire år har DR nemlig sendt fire gange så mange millioner ud til private radioproducenter. Det viser tal fra DR selv.

I 2015 udlagde DR radioproduktioner for 3,3 mio. kr., mens tallet blev firedoblet i 2017, hvor DR sendte ordrer til det private produktionsmiljø for 16,5 mio. kr. I 2018 forventer DR, at tallet stiger til 17,5 mio. kr.

Den opadgående tendens vil fortsætte de kommende år, fortæller DR's radiochef Gustav Lützhøft.

"Vi mener, at vi samlet set får bedre radio ved at inddrage det eksterne marked. Samtidig åbner det også op for, at eksterne producenter kan bidrage til den kreative udvikling og ny tænkning af radioen, som vi er i gang med her i huset," fortæller Gustav Lützhøft.

Nyt stort, privat produktionsmiljø

I forvejen står private radioproducenter i dag bag indhold til alle DR's radiokanaler og platforme og tæller aktuelle programmer såsom "Mennesker og medier", "Tværs", "Povlsen og Holm" og "Baglandet på P1". At DR er begyndt at udlægge mere på radioområdet, hænger ifølge Gustav Lützhøft sammen med, at radio-producentmiljøet i Danmark er vokset.

"De seneste år har vi kunnet sende mere og mere ud i markedet. Det handler selvfølgelig om, hvilke muligheder vi ser for at få produceret eksternt, men også om at der skal være et marked, der skal være klar til at tage imod de her bestillinger. Og det er relativt nyt, at der er et stort eksternt produktionsmiljø for radio, så det skal selvfølgelig også gå hånd i hånd,"

Så begrænser det Jer i at udlægge mere, at markedet endnu ikke er større, end det er?

"Nej, det er en afvejning af, at der er ting, vi fortsat gerne vil lave internt, og de muligheder vi ser for at indgå aftaler med det eksterne marked," siger Gustav Lützhøft.

Hvor mange millioner, DR forventer at udlægge radioproduktioner for i de kommende år, vil Gustav Lützhøft ikke sætte tal på endnu.

"Vi går altid ind med det for øje, at vi skal lande de bedste produktioner. Så det er svært at sætte tal på, hvor meget vi vil udlægge for i de kommende år, men det er klart, at niveauet, man har set over de seneste år, forventer jeg fortsætter," siger han.

Succes skal måles digitalt

Når Gustav Lützhøft senere i dag tager i mod radioproducenterne, vil det især være med et ønske til producenterne om programmer, der har et digitalt liv.

"De skal selvfølgelig begå sig godt på flow, men i lige så høj grad – og i nogen tilfælde i højere grad – skal de måle deres succes på, hvor gode de er til at fange lytterne digitalt,"siger han.

"Så vi står midt i transition, hvor vi har meget større fokus på, at vores indhold på flow også er godt indhold på podcast, fordi vi kan se, at flere lyttere vælger at lytte den vej også."

Han uddyber, at DR både vil efterspørge programmer til konkrete pladser i sendefladen, slots, men også koncepter til programserier, der kan være med til at løfte den kanalstrategi, der altså mere og mere får digitalt fortegn. Det stiller også nye krav til præsentation og førstehåndsindtryk af programmerne, forklarer han.

"Det handler om at holde sig for øje, hvordan indhold forbruges digitalt. Hvis lytterne skal vælge noget aktivt til, skal der være en klar præmis, og man skal vide, hvem der er vært, og indholdet skal præsenteres visuelt," fortæller han og nævner, at billeder og beskrivende tekster fylder mere og mere.

App skal inspirere

Ønsket om flere podcast fra de private radioproducenter, hænger sammen med den strategi, som DR har for radioområdet. Strategien har to spor, fortæller Gustav Gustav Lützhøft.

"Dels vil vi holde fast i de store meget, stærke etablere fællesskaber, der er om flowradiokanalerne, dels bidrage til at radio udvikler sig digitalt ved i højere grad at udkomme som podcast," siger han.

DR's radioapp er kernen, som befinder sig midt i mellem de to spor. Traditionelt har appen primært været en digital indgang til DR's radiokanaler, men fremover skal appen også præsentere brugerne for on demand-indhold, som de måske ikke er opmærksomme på i forvejen. Altså samme strategi, som DR har for sin streamingtjeneste, DR TV.

"Det handler om at lave et stort udstillingsvindue, hvor vi kan præsentere bredden i vores tilbud og sikre, at brugerne får øjnene op for forskelligt indhold," siger Gustav Lützhøft.

Konkret arbejder DR med en inddeling af indholdet på appen, som eksempelvis skal samle programmer fra de forskellige radiokanaler under en overskrift ved store begivenheder.

Imens det arbejde pågår, forhandler politikerne på Christiansborg om et nyt medieforlig. Regeringens indgang til forhandlingerne er bl.a., at DR skal udlægge mere til det private marked. Men regeringen ønsker også, at slukke for FM-båndet for i stedet at overgå til digital radio senest i 2021. Hvad det vil betyde for DR, vil Gustav Lützhøft ikke forholde sig til.

"Politikerne sidder og forhandler lige nu, så det vil jeg ikke gå for meget ind i."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også