Distributionsfirmaer politianmeldes for at dele kunder mellem sig

Distributør af adresseløse forsendelser ejet af JP/Politikens Hus indgik ulovlig aftale med et andet firma om at dele kunder mellem sig, lyder det fra Konkurrencerådet. Sagen er anmeldt til Bagmandspolitiet.
Foto: /ritzau/Cecile Smetana
Foto: /ritzau/Cecile Smetana

Opdateret kl. 14.22 Rubrikken er præciseret, så det fremgår, at der er tale om distributionsselskaber frem for mediebureauer, da deres kerneforretning er salg af distribution af adresseløse reklamer. Konkurrencerådet betegner dog Mediacenter Danmark og MPE Distribution som mediebureauer.

De to distributionsfirmaer Mediacenter Danmark, som er ejet af JP/Politikens Hus, og MPE Distribution har i strid med konkurrencereglerne delt kunder mellem sig. Det har Konkurrencerådet afgjort, skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

"De to mediebureauer har delt kunder imellem sig. Det kan hæmme konkurrencen, fordi kunderne på den måde får færre tilbud at vælge imellem, og det kan føre til dårligere service og højere priser," udtaler formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, i en pressemeddelelse.

Sagen går tilbage til slutningen af 2013, hvor de to distributionsfirmaer indledte et samarbejde om indkøb og videresalg af distribution af adresseløse forsendelser. Samarbejdet strakte sig frem til slutningen af 2014. Ifølge Konkurrencerådet aftalte de to firmaer, at MPE Distribution ikke måtte tage kontakt til Mediacenter Danmarks kunder.

Men det er i strid med konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, lyder det fra Konkurrencerådet. Rådet har valgt at løfte pegefingeren over for begge firmaer, selvom det kun var MPE Distribution, som ikke måtte tage kontakt til Mediacenter Danmarks kunder.

"Selv om aftalen mellem de to mediebureauer betød, at kun den ene part skulle holde sig fra den andens kunder, så har begge parter brudt loven, fordi de begge har deltaget i aftalen," udtaler Christian Schultz.

Sag er overdraget til politiet

Rådet har påbudt de to bureauer ikke at indgå lignende aftaler, vedtagelser eller samordne praksis i fremtiden. Samtidig har Konkurrencerådet valgt at anmelde sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, i daglig tale Bagmandspolitiet, med henblik på en strafferetlig vurdering.

Konkurrencerådet oplyser, at MPE Distribution selv henvendte sig til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om sagen, og at selskabet har medvirket til at opklare den.

Det er anden gang, at Mediacenter Danmark er involveret i en sag om ulovlig deling af kunder. Tilbage i 2011 blev bureauet også taget i have indgået aftaler med mediabureauerne Mediabroker og Group M, Carat, og IUM om ikke at kontakte til hinandens kunder.

Mediacenter Danmark er storebror i forholdet mellem de to selskaber. Det JP/Politiken-ejede bureau havde i 2016 en bruttofortjenete på 5,5 mio. kr. og et resultat på knap en halv mio. kr., hvilket var en klar forringelse i forhold til 2015-resultatet på 2,8 mio. kr.

MPE Distribution ApS har base i Ry ved Aarhus og er ejet af Jan Skovgaard Bak Pedersen, der også er direktør for selskabet. Selskabet opgiver som Mediacenter Danmark ikke omsætning, men bruttofortjenesten er de senere år gået frem - fra 87.000 kr. i 2014 til knap en mio. kr. i 2016.  Bundlinjen på 216.000 kr. i 2016 var ligeledes en forbedring i forhold til tidligere år, der har budt mindre over- og underskud.

MediaWatch forsøger at få en kommentar fra Mediacenter Danmark og MPE Distribution.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch og Watch Medier sidder på egen adresse og deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også