Thomas Korsgaard vinder bogprisen De Gyldne Laurbær

Forfatteren Thomas Korsgaard vinder De Gyldne Laurbær for sin bog "Man skulle nok have været der".
Foto: Dalhoff Casper/Ritzau Scanpix
Foto: Dalhoff Casper/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Forfatteren Thomas Korsgaard har vundet bogprisen De Gyldne Laurbær for sin roman "Man skulle nok have været der".

Bogen er den tredje og sidste i hans populære trilogi om drengen Tue.

De Gyldne Laurbær er boghandlernes pris. Den bliver årligt uddelt på baggrund af en afstemning, hvor alle landets boghandlere og deres medarbejdere kan deltage.

26-årige Thomas Korsgaard vinder prisen med halvdelen af stemmerne.

Med i opløbet var også Morten Pape og Søren Ulrik Thomsen.

Den unge forfatter har tidligere haft succes med sine øvrige bøger i trilogien - "En dag vil vi grine af det" og "Hvis der skulle komme et menneske forbi".

Han har før udtalt, at bøgerne henter inspiration fra hans eget liv.

Bøgerne handler alle om Tue. En ung dreng, der er vokset op på kanten af velfærdssamfundet, og som er udfordret af en manglende omsorg fra sine forældre og af en kamp med at finde sig selv til rette i tilværelsen - på flere måder.

Men de er også humoristiske. Og netop den kobling kan være årsagen til, at så mange har stemt på hans bog, mener Kenneth Pedersen, som er formand for foreningen De Gyldne Laurbær, der uddeler prisen.

"Thomas Korsgaard giver en stemme til dem, der sjældent bliver hørt i litteraturen. Børn og unge, som vokser op i en familie, der ikke fungerer. Og som ikke passer ind i det miljø, de er opvokset i," siger han og tilføjer:

"Han fortæller det med humor. Den er sjov på en underfundig måde, og så er den vedkommende. Og det tror jeg, er årsagen til, at den er så populær."

Ud over trilogien står Thomas Korsgaard bag børnebøger som "Tyggegummidamen", der er skrevet i samarbejde med Frida Brygmann.

Ud over vindertitlen modtager Thomas Korsgaard en laurbærkrans, et diplom og et boggavekort på 2500 kroner.

En forfatter kan kun vinde De Gyldne Laurbær én gang.

Sidste år vandt Stine Pilgaard prisen for sin bog "Meter i sekundet".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også