MediaWatch

Dansk forfatter misser stor britisk pris på målstregen

Olga Ravn og oversætter Martin Aitken var nomineret til pris for den engelske udgave af Ravns "De ansatte".

Olga Ravn | Foto: Peter Hove Olesen

Franske David Diop og oversætter Anna Moschovakis modtager prisen The International Booker Prize for Diops bog "At Night All Blood Is Black".

Dermed misser danske Olga Ravn og oversætter Martin Aitken hæderen. Hun var blandt seks forfattere på listen over mulige modtagere af prisen, som hædrer fiktionsværker oversat til engelsk.

Olga Ravn og Martin Aitken var nomineret for den engelske udgave af Ravns bog "De ansatte". På engelsk har den titlen "The Employees".

De to går dog ikke helt tomhændede hjem, selv om de misser hovedprisen på 50.000 pund - 432.000 kroner - til deling mellem oversætter og forfatter.

Både Olga Ravn og oversætter Aitken får således 1000 pund hver. Det svarer til cirka 8600 kroner.

The International Booker Prize uddeles årligt. Den bliver givet til et fiktionsværk, der er oversat fra et andet sprog til engelsk. Prisen har til formål at opmuntre til udgivelse og læsning af flere oversatte værker på engelsk.

"De ansatte" udkom i 2018 på Gyldendal, og sidste år udkom den i Storbritannien.

Bogen bliver beskrevet som "en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede". Den handler om, hvad der sker, da besætningen om bord på et rumskib støder på en ny planet.

De øvrige kandidater til prisen var en anden bog oversat fra fransk, to oversat fra spansk og en fra russisk.

Vinderen er blevet udvalgt af fem dommere.

Olga Ravn debuterede i 2012 med digtsamlingen "Jeg æder mig selv som lyng".

Efterfølgende er hun udkommet med romaner, hvoraf den seneste er "Mit arbejde", der handler om en kvindes kamp med fødselsdepression.

For den modtog hun Politikens Litteraturpris i 2020. Ifølge Politiken har bogen været med til at starte en folkelig bevægelse om at italesætte dårlige oplevelser på hospitalers fødegange.

Olga Ravn er 34 år. Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 2010.

Mere fra MediaWatch

Journalisthøjskolens rektor stopper

Trine Nielsen vil have mere tid til andre bestyrelsesopgaver, herunder sin nye formandspost for Det Danske Filminstitut, og træder derfor tilbage som rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Prorektor konstitueres på posten, og jagt på ny rektor indledes efter nytår.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs