People's Press skruer op for lyden og stryger efternavnet

Forlaget People's Press kapper navneforbindelsen til trykte udgivelser og forenkler navnet til People's. Samtidig skruer forlaget op for produktionen af podcast og udgivelser på lyd.
Tine Smedegaard Andersen, adm. direktør, People's. | Foto: PR/People's
Tine Smedegaard Andersen, adm. direktør, People's. | Foto: PR/People's

Fra februar sletter People's Press efternavnet, så forlaget alene hedder People's. Det meddeler forlaget i en pressemeddelelse.

Navneskiftet sker bl.a. for at signalere, at forlaget i dag er mere end trykte bøger, siger adm. direktør Tine Smedegaard Andersen.

"Vi elsker den trykte bog. Men vi lever i en tid, hvor læsevaner forandrer sig hastigt. Der er efterhånden mange flere måder, forfatternes fortællinger også kan udgives på. Med navneskiftet vil vi favne alle muligheder for at få forfatternes historier ud til læsere og lyttere," siger hun med henvisning til udgivelser og formater på lyd som podcast, e-bøger eller lydbøger.

Overtager Radio24syv-studier

Forlaget, der i 2017 blev opkøbt af den svenske bogstreamingtjeneste Storytel, styrker samtidig fokus på lyd og udvider produktionen af podcasts. I den forbindelse har forlaget overtaget Radio24syvs tidligere lydstudier i kanalens gamle hovedkontor i København, hvor People's også har adresse.

"Vi vil som moderne forlag være i stand til at forløse forfatternes fortællinger på skrift, selvfølgelig. Det er vores kerneekspertise. Men også på nye måder. Produktionerne er ikke markedsføring for bøgerne. De bliver lavet i deres egen ret, fordi det ganske enkelt er gode historier, der egner sig til at blive fortalt på lyd," udtaler Tine Smedegaard Andersen.

Blandt de produktioner, som People's senest har stået bag, er podcastserien "Fire patroner på lommen", der er et spinoff af Rane Willerslevs bog "Ekspeditioner" og produceret til P1. Flere podcasts og lydproduktioner er på vej i foråret bl.a. i true crime-genren, lyder det.

Efternavnet "Press" forsvinder ikke ud af det danske forlagsmarked, men er genopstået i andet regi, efter tv-producenten Impact TV sammen med tidligere medstifter af People's Press, Jakob Kvist og Gyldendal har etableret forlaget Impact Press.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også