Tidligere Gyldendal-direktør bliver direktør for Karen Blixen-museet

Et år efter Elisabeth Nøjgaard forlod posten som koncerndirektør i Gyldendal træder hun ind i en anden del af kulturverdenen som ny direktør for Karen Blixen Rungstedlund.
Foto: Simon Klein-Knudsen
Foto: Simon Klein-Knudsen

Elisabeth Nøjgaard, der frem til udgangen af august sidste år var forlagsdirektør hos Gyldendal, får nyt job fra 2. september, hvor hun bliver direktør for Karen Blixen Rungstedlund. Det oplyser hendes kommende arbejdsgiver i en pressemeddelelse.

Fra sin tid i forlagsbranchen har Elisabeth Nøjgaard et kendskab til Karen Blixen, hvis værker Gyldendal i en årrække har stået for udgivelsen af. Hun kalder sit nye job "en drømmeopgave".

"Blixen, som generøst donerede stedet med både hus, park og skov til kulturelle formål, besad så mange karakteristika, der har dyb relevans for vores tid. Hun var fornem, gådefuld, forud for sin tid og en gudsbenådet fortæller. Alt det glæder jeg mig til at skabe fornyet opmærksomhed omkring, og jeg ser frem til at skabe endnu flere alliancer og samarbejder med både forfattere og publikum tillige med stærke partnerskaber, især med fonde og Hørsholm Kommune," siger hun i pressemeddelelsen om sit nye job.

Siden afskeden med Gyldendal er Elisabeth Nøjgaard også blevet en del af bestyrelsen for Kristeligt Dagblad.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også