Roman "fuld af sol og ømhed" vinder Gyldendals Michael Strunge-prisen

Gyldendal og DR-læserklubber uddeler priser til to forfattere, der henholdsvis står bag romanerne "June" og "Guds bedste børn".
Foto: PR foto / Gyldendal
Foto: PR foto / Gyldendal

De to danske forfattere Morten Pape og Pernille Abd-El Dayem er begge udvalgt til at modtage litteraturpriser for deres seneste værker.

Michael Strunge-prisen på 50.000 kr. går i år til 34-årige Pernille Abd-El Dayem for romanen "June", som krydsklipper mellem en ung kvindes opvækst og en ferie, hun er på alene.

"June er en roman fuld af sol og ømhed, både i familien og i det fremmede, og også en roman om, hvordan man finder og beskriver begivenhederne i et liv," lyder det bl.a. fra priskomitéen i en pressemeddelelse fra Gyldendal.

Prisen blev stiftet af Borges Forlag i 1989 og er senere blevet videreført af Gyldendal. Prisen tildeles "en dansksproget skønlitterær forfatter for dennes anden skønlitterære udgivelse."

Pernille Abd-El Dayem har også netop modtaget Blixenprisen for årets litterære talent for "June", som udkom sidste år. Prisen overrækkes onsdag. Hun debuterede med "Inden for revet" i 2015.

Helstøbt samtidsroman

Lørdag fik 32-årige Morten Pape overrakt DR Romanprisen og 25.000 kr. for sin roman "Guds bedste børn" fra 2018.

Prisen blev uddelt første gang for 20 år siden og gives hvert år til en dansk forfatter, som har leveret en læseoplevelse i særklasse.

""Guds bedste børn" er en helstøbt samtidsroman, som både handler om mennesker af kød og blod, men også handler om deres miljø og kultur. Den er helt unik," lød det bl.a. fra juryen bag DR Romanprisen, som har bestået af medlemmer fra DR's læseklubber over hele landet.

Morten Pape debuterede med romanen "Planen" i 2015.

Kim Fupz Aakesons roman "Bådens navn" og Karen Fastrups "Hungerhjerte" var med i opløbet om DR Romanprisen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også