Ny chef i Gyldendal vil åbne forlaget mere op

Ny forlagschef for Gyldendals Børn & Unge-afdeling vil gerne tænke i nye mediebaner ud over den trykte bog og blandt andet se nærmere på mulighederne inden for podcast.
Lotte Hjortshøj er fra 1. maj ny forlagschef for Børn & Unge på Gyldendal. | Foto: Robin Skjoldborg, Gyldendal.
Lotte Hjortshøj er fra 1. maj ny forlagschef for Børn & Unge på Gyldendal. | Foto: Robin Skjoldborg, Gyldendal.

Når Lotte Hjortshøj som ny forlagschef for Børn og Unge-redaktionen i Gyldendal sætter sig i stolen, vil hun især have fokus på to ting - der skal arbejdes med at gøre børn nysgerrige på litteraturen og at læse, og så skal forlaget åbnes mere op udadtil.

Det fortæller hun i et interview med Kulturmonitor.

"Jeg tænker, at vi på Gyldendal skal være nysgerrige og benytte os af mulighederne for at gå andre veje en gang imellem. Både i forhold til det traditionelle område med trykte bøger, men også i forhold til nye medier. Vi skal finde ud af, hvordan vi i endnu højere grad kan byde ind i det landskab. Jeg synes for eksempel, at podcast-verdenen er super interessant og det er et af de universer, som jeg gerne vil kigge nærmere på. Der er masser af muligheder – en del af opgaven bliver begrænsningens kunst."

Lotte Hjortshøj blev udpeget som ny forlagschef for Gyldendals Børn og Unge-afdeling tidligere på ugen, og hun overtager stillingen efter Elin Algreen-Petersen, der meldte sin afgang i januar efter 13 år.

Med ambitionen om at åbne forlaget mere op udadtil og tænke i nye mediekanaler, taler Lotte Hjortshøj direkte ind i adm. direktør Morten Hesseldahls udmeldte strategi om at sætte fokus på en implementering af et digitalt mindset i forlagets afdelinger samt åbne forlagsdørene mere op mod offentligheden.

"Jeg tror, det er en fordel for et forlag som Gyldendal, at der er flere stemmer, der markerer sig, frem for at der kun uddeles én megafon. Jeg synes, vi skal markere og blande os samt sige vores mening. Vi beskæftiger os med publicisme, så hvor vi - primært i kraft af vores udgivelser, men også os selv - kan tage del debatten, skal vi gøre det," sagde Morten Hesseldahl i september til MediaWatch, hvor han samtidig bekræftede at sidste sommers organisationsskifte var med henblik på at gøre Gyldendal mere synlig i den offentlige debat.

Lotte Hjortshøj tiltræder i dag, 1. maj. Hun kommer til Gyldendal fra en stilling som redaktionschef på Dansklærerforeningens Forlag, hvor hun blandt andet har haft ansvar for udvikling af læremidler og skønlitteratur til grundskole- og ungdomsuddannelsesområdet.

Gyldendal henter ny forlagschef til Børn og Unge

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også