Formand for Gyldendal: Der er opbakning til "mere end en digital øvelse"

Q&A. Føling med markedet og organisk vækst hører til de discipliner, som Gyldendals nye direktør skal dyrke, siger bestyrelsesformand, der også ser Morten Hesseldahls debaterfaring som et aktiv.   
Poul Erik Tøjner, bestyrelsesformand i Gyldendal og direktør for Museumsfonden, der ifølge seneste årsrapport sidder på 35,5 pct. af Gyldendal-aktierne. | Foto: /ritzau Scanpix/Stine Bidstrup
Poul Erik Tøjner, bestyrelsesformand i Gyldendal og direktør for Museumsfonden, der ifølge seneste årsrapport sidder på 35,5 pct. af Gyldendal-aktierne. | Foto: /ritzau Scanpix/Stine Bidstrup

I løbet af foråret får landets største forlag, Gyldendal, ny kaptajn, når Morten Hesseldahl skifter scene fra Det Kgl. Teater og afløser Stig Andersen som adm. direktør.

MediaWatch har spurgt Gyldendals bestyrelsesformand Poul Erik Tøjner, der også er direktør for kunstmuseet Louisiana, der er en af hovedaktionærerne i Gyldendal, hvad det kommer til at betyde.

Morten Hesseldahl er et relativt kendt offentligt ansigt og går ofte aktivt ind i samfundsdiskussioner. Hvor vigtigt har det været for dig og bestyrelsen, at I fik en ny direktør, der er aktiv i den offentlige debat?

"Gyldendal er en vigtig del af samfundets offentlige rum med sine mange forfattere, som hele tiden giver os nye perspektiver på den verden, vi lever i. Bestyrelsen har ledt efter og fundet en direktør, som vi mener kan lede forlaget på bedste vis, vi har ikke ledt efter en aktør i den offentlige debat; men når det er sagt, er det naturligvis en kæmpe fordel for forlaget at have en person i spidsen, som kan ytre sig i de sammenhænge, hvor det giver mening."

Ingen strategi om at støvsuge markedet

Hvad er hans vigtigste opgaver?

"Morten Hesseldahl skal lede en koncern, som er fuld af kreative og vidende mennesker – medarbejdere såvel som forfattere. Han skal endvidere have fokus på et marked, der har været under mere eller mindre drastiske forandringer de sidste adskillige år, og han skal sammen med sine kolleger forholde sig til nye læsevaner og nye kulturelle muligheder."

Stig Andersen har de seneste år foretaget en stribe opkøb af mindre og mellemstore forlag. Skal Morten Hesseldahl fortsætte den opkøbslinje, når han overtager forlaget, eller skal der være mere fokus på organisk vækst?

"Gyldendal har ikke haft en strategi om at støvsuge markedet for andre aktører, men har købt forlag, som har været af relevans for den eksisterende forretning – den linje anbefaler sig selv også fremover med ordet 'relevans'. Derudover kan man vist godt sige, at bestyrelsen ser positivt på organisk vækst, uden at røbe for meget om fremtidige strategier."

Opbakning til mere end en "øvelse"

Morten Hesseldahl har selv peget på, at Gyldendal er nødt til at omstille sig til den digitale virkelighed. Er der opbakning til den omstillingsøvelse fra bestyrelsens side?

"Der er opbakning – og til mere end 'øvelse'. Det er klart, at når forlagets målsætning er at udgive og formidle god litteratur, så må udgivelsesforretningen ligge i et leje, der fremmer denne aktivitet."

Skal der ske andre ændringer i forlagets organisation i forbindelse med nyansættelsen?

"Det er for tidligt at sige – bestyrelsen afventer nu for det første Morten Hesseldahls tiltræden, dernæst hans og direktionens anbefalinger og forslag."

Her er udfordringerne for Gyldendals nye topchef

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også