Global: Net-magasin søger donorer

Salon.com droppede betalingsmur og appellerer nu til brugernes gode vilje, US-modstand mod "super cookies" og Google er bedste arbejdsgiver...
MediaWatch


1. Globalt mediemøde: Medier skal samarbejde
World Media Summit finder i øjeblikket sted i Beijing med deltagelse af 11 internationale medieledere, såsom New York Times-direktøren Arthur Sulzberg junior og BBC-direktør Mark Thompson. En af deres pointer lyder, at mediebranchen bør samarbejde mere. Det har den i tidens løb vist sig notorisk dårlig til, og svarene på hvordan begrænser sig dog også mest til noget med fællesproduktioner af dokumentarer og debatprogrammer, fremgår det af Crienglish.com, der en af Kinas tre statslige medieorganisationer. De kinesiske arrangører har naturligvis ikke forpasset chancen for at line de udenlandske mediechefer op til et skønt gruppefoto, som kan ses via linket.

2. Net-magasin søger donorer
Salon.com var en af de første nyhedssites, der forsøgte sig med en betalingsmur. I 2005 var status, at 100.000 abonnenter gav sitet en abonnementsindtægt på fire mio. dollar årligt, eller halvdelen af sitets samlede indtægter. Men interessen dalede og Salon.com gik tilbage til kun at være annoncefinansieret. Nu forsøger Salon.com dog igen at rejse midler hos brugerne, som får mulighed for at donere valgfrie beløb mod at få adgang til en række frynsegoder, såsom “bag-kulisserne”-webcasts, chat-sessioner med skribenterne og forpremierer på koncerter og dokumentarfilm. Journalistikken vil stadig være gratis for alle, skriver Forbes.com.

3. Ny bog: Medier skal lære at elske teknologi
Historieinteresserede medienørder kan kaste sig over en ny bog af Roger Parry; ‘The Ascent of Media’, der tegner et billede af menneskehedens medieforbrug fra lertavler (!) til digitale tablets, ifølge Ft.com. Parry fremhæver blandt andet, at der er afgivet dødsdom over fleste medietyper fra bøger til radio og reklamer på forskellige tidspunkter i tiden, men at medieformerne ikke dør men udvikler sig. Og så er han overbevist om en pointe, som vil vække glæde hos ethvert medier: Forbrugerne vil gerne betale for indhold, der gør “vores medietid mere produktiv og underholdende”.

4. Rygte: LA Times bliver onlineavis om få år
Ifølge en medarbejder på den nødlidende avis LA Times har en direktør i avisens ledelse sagt, at den kun har tre år tilbage som trykt avis. Ledelsen forventer et meget dårligt fjerde kvartal. Det bliver dog - ikke overraskende - afvist af avisens talsperson, skriver Businessinsider.com, som tilføjer, at selvom tre år virker som kort tid, tæller de som årtier i medieår.

5. Google er bedste mediearbejdsgiver
Google står ofte for skud, når dagbladene skal pege på en af rødderne til deres pressede økonomiske situation, men lige så hård en konkurrent Google kan være, lige så god en arbejdsgiver er søgegiganten åbenbart, ifølge Mediaweek.com, der skriver, at flest jobsøgende foretrækker Google som mediearbejdsplads i en ny undersøgelse. Måske har filmen ‘The Social Network’ ikke været god for Mark Zuckerbergs image som arbejdsgiver, i hvert fald er han kun på femtepladsen over ledere, som medieledere i undersøgelsen ønsker at arbejde for.

6. Modstand mod super-cookies
Flere amerikanske kongresmedlemmer har set sig onde på såkaldte "super-cookies", der som elektroniske krummer sporer brugernes adfærd på nettet og målretter bla. annoncer derefter. Visse typer cookies kan nemlig genoprettes selv efter brugerne har forsøgt at slette dem, skriver Digi.no.

7. 92-årige journalist trækker sig fra '60 minutes'
Journalist og vært Andy Rooney der stort set har medvirket på alle udsendelserne af nyhedsprogrammet '60 minutes' siden 1978 går på pension efter søndagens show, skriver Newsday.com. Han fylder 93 år til januar, så man kan næppe klandre ham for at være arbejdssky.

8. I Sverige støtter man net-magasiner
Netmagasinet Feministisk perspektiv har fået mediestøtte i Sverige. Det sker selvom magasinet kun udkommer digitalt. Dermed har magasinet skulle betale en moms på 25 pct. af sit abonnementssalg, fordi et web-medie ifølge EU-reglerne ikke er at betragte som en vare men som en tjeneste og derfor ikke er berettiget til den lave momssats på seks pct. som trykte magasiner i Sverige nyder godt af. Det skriver Dagensmedia.se.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også