Læsertal: 24timer nærmer sig JP

Godt nyt til de danske dagbladschefer: Den styrtblødning vi har set i avisernes læsertal over de seneste par år er ved at bremse op og ligger nu langt lavere end tilbagegangen i oplagstallene (som i øvrigt også flader ud).
Ole Nørskov

Godt nyt til de danske dagbladschefer: Den styrtblødning vi har set i avisernes læsertal over de seneste par år er ved at bremse op og ligger nu langt lavere end tilbagegangen i oplagstallene (som i øvrigt også flader ud).

I perioden marts-maj tabte de danske aviser sammenlagt 1,1 procent af læserne, hvis man sammenligner det samlede antal månedlige læsere på tværs af alle titler med det samme tal for året før. Gennemsnitligt tabte hver enkelt titel 1,6 procent af læserne - forskellen i de to tal skyldes, at enkelte titler står for en stor del af faldet. Ikke mindst Berlingskes gratisavis Urban, som selv med en lille forbedring i forhold til perioden februar-april, stadig har tabt 78.700 læsere på et år. 

Uden Urban ville det samlede fald på tværs af alle titler være på sølle 0,4 procent - fjerner man også Jyllands-Posten og JydskeVestkysten fra regnestykket, ender man med et plus på 0,1 procent.

Søren Riis, adm. direktør hos MetroXpress A/S, der udgiver 24timer, har lovet, at 24timer vil passere Jyllands-Posten på listen i løbet af 2011. Og lige nu kan noget tyde på, at han får ret. Mens Jyllands-Posten stadig taber terræn i forhold til året før med et tab på 7,4 procent går 24timer frem med 10,7 procent. Det betyder, at der nu kun er 32.000 månedlige læsere mellem 24timer og den tredjeplads, som JP nu sidder på. 

MediaWatch skriver altid om et gennemsnit af de seneste tre måneders aktualitetstal fra Index Danmark/Gallup, da den statistiske usikkerhed på de enkelte måneder er temmelig stor.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også