Global: Ikke-nyhedsprodukter sælger

Medier bør sælge meget andet end nyheder, mediemoguler har mistet mystikken, og mediesite kårer årets ‘media person’...
MediaWatch

 

Her er de ikke-nyheds-produkter, som nyhedsorganisationerne sælger
Nieman Journalism Lab har listet talrige eksempler på, hvad nyhedsorganisationerne sælger, når de ikke sælger nyheder. Ud over merchandise for det pågældende mediebrand, drejer det sig fx om særlige apps som Condé Nasts ‘Santa app’ til børn, events og salg af ‘webinars’, hvor mediets journalister fortæller om deres ekspertiseområde på nettet for klingende mønt.

Rolling Stone lancerer i Sydafrika
Musikmagasinet Rolling Stone, der ikke er bleg for at publicere reportager, som skaber nyheder i talrige andre medier, som interviewet med general Stanley McChrystal, der bl.a. kritiserede Obama, lancerer nu en udgave i Sydafrika. Halvdelen af magasinet skal være realteret til Sydafrika og den anden halvdel bliver internationalt indhold. Det bliver udgivet på licens, og vil formentlig derfor indeholde nogle af de samme historier, som den amerikanske udgave. Det skriver Wwd.com.

Mediemoguler er ikke som i de gode gamle dage
Der har altid hersket en særlig aura af mystik om historiens store mediemoguler som William Randolph Hearst, Lord Northcliffe og Lord Beaverbrook, mener Kampanjes chefredaktør Knut Kristian Hauger, men sådan er det ikke længere. Berlusconi og Murdoch er nemlig blevet klædt af til skindet i det seneste års skandaler. Redaktøren mener ligefrem, at 2011 er året hvor mediemogulerne faldt. Af samme årsag er det også vigtigt at beskytte mediemangfoldigheden, som er til debat i Norge på grund af en kommende revision af medieejerskabsloven: “Et eiermangfold i mediesektoren er fortsatt viktig da et privat monopol er like ille som et statlig, men medieeierskap i dag handler vel så mye om teknologi (lukkede og åpne plattformer), globaliserte mediemarkeder (Facebook mot lokalavisen på Gjøvik) og vertikale eierstrukturer (distribusjon og innhold) som ytringsfrihet,” skriver redaktøren på Kampanje.com.

Mediechef ser digitalt tv-indhold som vigtigste udfordring
Digital distribution af tv-indhold giver måske mest mening, når det gælder ældre tv-shows og film, der ikke giver andre (og flere) indtægter andre steder, og som derfor heller ikke kannibaliserer på indholdet fra partnere som kabel-operatørerne, mener News Corp. COO Chase Carey, ifølge Bloomberg.com. De største udfordringer han ser for News Corp på tv-området er digitale distributionsaftaler med selskaber som Netflix og Hulu.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også