Flest chefredaktører vil bevare kildebeskyttelse

Lækageskandalen med Peter Arnfeldt har givet anledning til at tage kildebeskyttelsesloven op til revision. Chefredaktørerne er uenige.
MediaWatch

 Skandalen med Peter Arnfeldt, tidl. spindoktor for tidl. skatteminister Troels Lund Poulsen, har givet anledning til at revurdere spindoktorernes hellige position hos journalisterne. For spindoktorer er det en uskreven regel, at de kun ved nærmere aftale taler til citat, når de taler med en journalist. En kultur, som flere mediejurister, ifølge Berlingske, slår alarm overfor, og som Ekstra Bladet ønskede at gøre op med.

Men chefredaktørerne for de danske dagblade er umiddelbart tøvende, når det gælder om at lovgive, eller lave regler, på området.

”Man løser ikke problemet med magtmisbrug med et udbygget regelsæt overfor journalisterne. Vores journalister skal altid vurdere, hvem det er, der kommer med historien, og hvorfor de kommer med den. De må ikke tage ukritisk imod historier og dermed blive et instrument for nogen. De skal altid få sagen og historien belyst fra flere forskellige vinkler og sider,” siger Bo Lidegaard, chefredaktør på Politiken, til Berlingske.

Berlingskes chefredaktør erklærer sig enig, og understreger at journalisterne endelig ikke må blive et værktøj. Men for ham er det desuden vigtigt at de fortsat skal kunne snakke frit, og man skal passe på at dæmonisere spindoktorerne.

Børsens chefredaktør Anders Krab-Johansen er derimod meget klar i sin udmelding, og mener at kildebeskyttelse gælder alle – også magtens repræsentanter.

B.T.’s chefredaktør Olav Skaaning synes ikke, at sagen giver umiddelbart større anledning til overvejelser om kildebeskyttelse, og argumenterer for, at der bliver indgået handler i dansk, politisk journalistik hver dag.

Poul Madsen, chefredaktør for Ekstra Bladet, håber at han med sagen kan tage forhandlingsmiljøet på Christiansborg, som han kalder for ’sygt’, op til revision. Han håber, at den danske presse vil være med til at ransage sig selv og tage opgøret med forhandlingsmiljøet på Christiansborg.

”På Ekstra Bladet vil vi være mere vagtsomme fremover og ikke bare partout udstede kildebeskyttelse igen. Den fjerde statsmagt har ikke forvaltet sit ansvar godt nok overfor offentligheden og befolkningen. Der er alt for mange anonyme kilder i dansk presse, det er en uskik. Det skal være en undtagelse, snarere end reglen, at man bruger kildebeskyttelse,” siger Poul Madsen.

- CT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også