Madsen: Brug for wake-up call

Nyhedstempoet har været med til at gøre arbejdet for nemt for spindoktorer, mener Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen.

Selvom Ekstra Bladets brud med kildebeskyttelsen har mødt kritik fra flere dagbladschefer, holder chefredaktør Poul Madsen fast i, at det var for journalistikkens skyld, at avisen i søndags valgte at bryde aftalen, avisen tidligere havde indgået med daværende særlig rådgiver for skatteminister Troels Lund Poulsen (V), Peter Arnfeldt.

"Jeg vil gerne føre diskussionen lidt videre og bruge den her sag til at sige, at der er brug for et serviceeftersyn af journalisters forhold til spindoktorer. De er en byld, og de bliver brugt alt for meget af journalisterne. Vi vil med vores historie erobre journalistikken tilbage til journalisterne."

Men det har I vel kunnet igennem hele det seneste år - hvorfor nu?

"Fordi man er nødt til at kunne se sagen og forløbet i helhed først for at kunne se sammenhængen. Det var først i sidste uge, at det gik op for os, at vi var blevet forsøgt brugt i et andet spil, end vi havde set før," siger Poul Madsen med henvisning til, at det først i sidste uge kom frem, at Skat København tilsyneladende har været udsat for politisk pres, da det kom frem, at skatteministeriets departementchef Peter Loft har blandet sig i Skat Københavns sagsbehandling af familien Thornings-Schmidts skatteforhold.

"Journalister er også nødt til at se indad her og tænke sig bedre om i deres samspil med spindoktorerne, når de løber efter den næste nyhed. Nyhedstempoet er blevet skruet gevaldigt op, og det har givet spindoktorerne alt for nemme arbejdsbetingelser," siger Poul Madsen.

Men hvor skulle I have tænkt jer bedre om - Ekstra Bladet valgte jo netop ikke at bruge de oplysninger, I fik tilbudt?

"Vi skulle måske have tænkt os mere om i forhold til i det hele taget at bruge kildebeskyttelsen," siger Poul Madsen, der insisterer på, at sagen rækker ud over Ekstra Bladets ageren i forhold til Peter Arnfeldt og omvendt.

"Den her sag er måske grel, men den type forhandlinger mellem journalister og spindoktorer, der er sket, de sker hver eneste dag på Christiansborg. Også blandt dagbladenes journalister, selvom de siger, at det kunne de aldrig finde på," siger Poul Madsen, der ser det som en daglig opgave at ændre tingene igennem efterkritik og diskussion på redaktionerne - ikke flere eller nye regelsæt.

Mens Børsens chefredaktør Anders Krab-Johansen i går bakkede Poul Madsens konklusion op om, at der er brug for at "rydde op" i spindoktor-systemet, lyder andre toner i dagens udgave af Børsen. Her kritiserer lederskribent Christopher Arzrouni og politisk kommentator og tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen (V), Michael Kristiansen, begge Ekstra Bladet for hykleri i avisens ageren i forhold til Peter Arnfeldt - og ser mere end systemfejl behov for moralsk opsang hele vejen rundt.

"At kræve samtlige nuværende spindoktorer fyret pga. Peter Arnfeldts opførsel, svarer til at kræve samtlige Helle Thornings ministre fyret pga. Troels Lunds ageren eller samtlige departementchefer skiftet ud pga. Peter Loft," skriver Michael Kristiansen.

"De seneste års tilspidsede kamp mellem B.T. og Ekstra Bladet om at være det mest beskidte medie spiller en ikke uvæsentlig rolle i dækningen af Thornings skattesag. Hvis afsløringerne af ulovlighederne kan føre til en generel bodsgang og oprydning på de påfælgende medier, er meget vundet, men det er nok et naivt håb."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også