Politiken dropper nyhedsbåndet

Fra på torsdag skal Politiken være endnu mere skarp på egne nyheder, når avisen udkommer i opdateret udgave.
MediaWatch

Nyhedsbåndet i toppen af Politikens 1. sektion er strøget fra avisen, når den torsdag morgen lander hos abonnenterne i opdateret design, der skal gøre avisen nemmere at finde rundt i.

Det sker for at sætte mere fokus på avisens egne historier, fortæller ansv. chefredaktør Bo Lidegaard, der nu sætter sit første større aftryk på avisen siden sin tiltrædelse i april.

Nyhedsbåndet har typisk korte Ritzauhistorier eller citathistorier, og når det er væk, vil det give mere plads til avisens egne nyheder og vinkler. 

Hver dag skal 1. sektion eksempelvis rumme en op til tre sider lang temahistorie, som udspringer af redaktionens egen research.

2. sektion med kultur og debat bliver ligeledes opdateret, og der bliver skruet op for nyhedstrykket med en ny journalistisk bagside på sektionen, der i dag udgøres af tv-programmer.

Det er cirka fem år siden Politiken sidst gennemførte større ændringer af avisen, da daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden stod i spidsen for 'Projekt Ny Avis', der indførte nyhedsbåndet og lagde vægt på baggrund og analyser i avisen.

Læs det uddybende interview med Bo Lidegaard her.

Politiken er den næststørste betalingsavis efter Jyllands-Posten ifølge de senste oplagstal fra oktober. Et gennemsnit af læsertallene fra august til oktober, gjorde Politiken til landets mest læste betalingsavis.

I første halvår var oplag på cirka 99.000 eksemplarer, et fald på 3,6 pct. i forhold til samme tid året før. Læsertallet steg i samme periode med 16.000 til 385.000 daglige læsere i gennemsnit, ifølge tal fra Dansk Oplagskontrol og Index Danmark/Gallup.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også