Global: MTG-chefs løn topper i Norge

Aah, det er nu godt at være mediechef i Norge, FT bygger engagement med interaktiv infografik og hollandsk SBS-chef smækker med døren...
MediaWatch

MTG-chef øverst på medie-lønskamlen i Norge
Højeste mediechef-indtægt i Norge går til adm. direktør i MTG Norge, Hein Espen Hattestad. Med en årsindtægt på 6,9 mio. norske kroner kommer han ikke til at klippe kupontilbud ud lige med det samme. Nummer to på listen er Schibsteds konsernchef Rolv Erik Ryssdal med en indtægt på over 4,7 mio. norske kroner. Schibsted er et gavmildt selskab, som også lønner VG’s Torry Pedersen med over tre mio. kr. årligt. Det viser de nye skattelister, som efter norsk - og i danske øjne noget pudsig - skik, netop er blevet offentliggjort, ifølge Na.no. Det har også affødt et kig på “tv-kjendisene”, som bestemt heller ikke lider nød.

SBS-chef sur over Sanoma-salg
SBS-chef for Holland Eric van Stade har ikke været veltilpas ved moderselskabet ProSiebenSat1’s salg af Benelux-aktiviteterne til makkerparret Talpa og Sanoma. I officielle meddelelser plejer den slags opsigelser ellers altid at få stemplet “helt udramatisk”, men denne gang er begrundelsen "difference of opinions", ifølge C21media.net. Han bliver erstattet af Georgette Schlick, som bliver den første kvindelige adm. direktør for et hollandsk tv-selskab. De er godt nok langt bagud derover.

Annoncer har værdi uden klik
Manien med at få brugerne til at klikke på blinkende banner-annoncer kan være skønne spildte kræfter. Eller i hvert fald ikke så vigtige, for dels har annoncerne stadig en værdi selvom brugerne ikke trykker på dem (som man i øvrigt nemt kommer til ved en fejl), dels er onlinevideo en bedre måde at nå forbrugerne på, ifølge Specific Media - som tilfældigvis er eksperter i det. Det skriver Mediaweek.co.uk.

Infografik løfter brugerengagement for Financial Times
Interaktive infografikker er det brugerne vil have, ifølge Financial Times Tyskland, som siger, at det har styrket engagementet på nettet. Læren er, at udgiverne selv skal forme grafikkerne ved brug af gratis redskaber og programmering, for Adobe ved meget om trykte produkter men intet om webpublicering, lyder det fra FT med henvisning til bl.a. Flash, ifølge Forum4editors.com. Her kan man også se et eksempel på en infografik.

Brevik-retssag kan blive streamet
Offentlighedens interesse - og ikke mindst mediernes - i den norske terrorsag er stor. Og når Anders Behring Brevik snart skal på anklagebænken, kan retssagen derfor blive live-streamet på nettet. Det er i hvert fald en af de muligheder, der overvejes af Domstolsadministrationen, skriver Kampanje.com. Sagen angår nelig hele landet, men alle kan ikke følge den i retssalen, lyder domstolens overvejelser. Mon ikke den i så fald også får et par danske seere.

Google ændrer sin rss-funktion
Hvis man er fan af Google reader, der samler rss-feeds fra diverse nyhedskilder, skal man holde vejret i næste uge, hvor søgegiganten der ikke vil være et medie, planlægger nogle ændringer i tjenesten. Blandt andet skal det ikke længere være muligt at dele indhold via Google reader. Det skal gerne frustrere brugerne i en sådan grad, at de vælger at blive en del af det sociale netværk Google+, der går lidt trægt. Det skriver Bbc.co.uk.

At vise død diktator eller ej?
Nogle danske medier har været lidt påpasselige med at vise de allermest blodige billeder af Muammar Gadaffis tilfangetagelse i går, mens andre nærmest har lavet en collage ud af det. I USA har kun få dagblade haft en død Gadaffi på forsiden, mens europæiske aviser ikke har haft noget imod at vise hans lig under overskrifter som ‘El fin de un tirano’, som vist ikke behøver oversættelse. Det skriver Poynter.org. Huffingtonpost har desuden en bekymret artikel med overskriften: Muammar Gadaffi Dead: Did Newspapers Go Too Far? og diverse (de værste?) eksempler. Døm selv her.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også