Bornholms Tidende i stor sparerunde

Knap har Bornholms Tidende vundet ugeaviskrigen på øen, før en sparerunde på op til et par millioner kr. skydes i gang.
MediaWatch

Bornholms Tidende skal spare helt op til to millioner kroner, ifølge dr.dk.

For nylig opsagde avisen sit abonnement på Ritzau med udløb ved årsskiftet. Det beløb avisen sparer på Ritzau-aftalen, indgår i den samlede spareplan, som derfor ikke nødvendigvis resulterer i fyringer, siger adm. direktør Bjarne Pedersen til MediaWatch.

"Det er et stort beløb, vi skal spare, og Bornholm er jo ikke ligefrem et vækstområde i øjeblikken, men alt er jo relativt, og nu har jeg lagt nogle mål ud til medarbejderne, så må vi se, hvad det resultererer i," siger Bjarne Pedersen.

Det lykkedes avisen at blive sin konkurrent i form af Lokalavisen Bornholm kvit for få uger siden. Dog har priskrigen mod den delvist Berlingske-ejet lokalavis været hård, og da avisen var tabsgivende er det ikke fordi, at den efterlader en stor potentiel annoncepulje til Bornholms Tidende, siger Bjarne Pedersen. Han forventer fortsat, at avisens resultat går i nul i 2011. I 2010 kæmpede den med underskud.

Bornholms Tidende har endnu ikke lagt sig fast på, hvilket bureau der skal afløse Ritzau. Bjarne Pedersen afventer muligvis, om Berlingske Media etablerer et nyhedsbureau og overvejer ligeledes nyhedsbureauet Newspaq.

Nu har journalisterne 14 dage til at vurdere om nogle ønsker fratrædelse eller om der kan findes besparelser, som kan skåne nogle job.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også