Medie-retssager om spil-reklamer ikke afblæst

Selvom spillelovgivningen bliver liberaliseret, kan medier der i strid med loven har reklameret for udenlandske spiludbydere ikke ånde lettet op endnu, ifølge Rigsadvokaten.
MediaWatch

B.T., Ekstra Bladet og Tipsbladet har alle bragt annoncer for udenlandske bettingfirmaer, selvom det kun er tilladt at bringe reklamer for Danske Spil, som har monopol på at udbyde hasardspil, ifølge den nuværende danske lovgivning. Det har fået Skatteministeriet, som har Spillemyndigheden under sig, til at anlægge sager mod medierne, som i øjeblikket er sat i bero.

Men selvom EU-kommissionen i dag står til at give grønt lys for en liberalisering, der tillader betting-selskaberne at søge licens om at drive virksomhed og dermed også at reklamere, kan medierne stadig blive trukket igennem retsmaskineriet. Det oplyser vicestatsadvokat Eva Rønne fra Rigsadvokaten.

"I forbindelse med, at man vedtog lovgivningen om liberalisering af spillemarkedet, tog man i forarbejdet stilling til, hvad man skulle gøre med gamle sager om overtrædelse af lovgivningen. Den politiske tilkendegivelse var, at en liberalisering ikke betyder, at man ikke kan køre de gamle sager," siger Eva Rønne og tilføjer:

"Det er hensigten, men om det bliver resultatet, ved jeg ikke endnu."

I øjeblikket kører nemlig en civilsag i Højesteret, hvis udfald vil afgøre, om den gældende spillelovgivning er i strid med EU-reglerne, fordi den giver et de facto monopol til Danske Spil og dermed forhindrer andre udbydere i at komme ind på markedet.

"Nu venter vi på den afgørelse, så der er ikke nogen straffesager (mod medierne, red.), der kører i øjeblikket. Det er jo ret klart, at hvis det lovgrundlag, vi rejser tiltale efter, er i strid med EU-retten, så kan vi ikke dømme folk for overtrædelse af det," siger Eva Rønne.

Falbert: Vi ser lyst på sagen
Bent Falbert, tidligere ansv. chefredaktør for Ekstra Bladet frygter ikke, at medierne vil blive hængt til tørre i retssalen, selvom politikerne altså har tilkendegivet, at der ikke nødvendigvis bliver slået en streg over, at medierne har overtrådt den gældende lovgivning.

"Det er netop en politisk tilkendegivelse, og politikerne kan jo mene mange ting, men i EU-retten træffer man juridiske afgørelser, så jeg ser lyst på sagen. Det er heller ikke sikkert, at den nye regering som noget af det første trænger til at få et nederlag," siger Bent Falbert med henvisning til, at sagen bliver taget til EF-domstolen, hvis Skatteministeriet genoptager de sager, der nu er i bero mod blandt andet Ekstra Bladet.

Medierne har en god sag
Han ser liberaliseringen af spillelovgivningen som en indrømmelse af, at den nuværende lovgivning favoriserer Danske Spil.

"Liberaliseringen flugter med de synspunkter, at monopollovgivningen i Danmark ikke er lovlig og ikke følger EU-retten, som jo er overordnet dansk ret. EU giver fri bevægelighed over grænserne, herunder fri bevægelighed for bookmaker-virksomhed. Derfor er vi meget tilfredse med liberaliseringen," siger Bent Falbert.

Medierne har en god sag, ifølge Søren Friis Hansen, professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

"Det mest sandsynlig, der vil ske, er, at staten vil hæve sagerne mod medierne, fordi de ikke ønsker dem forelagt for EF-domstolen, hvor de risikerer, at lovgivningen bliver underkendt, fordi den er i strid med EU-retten," har han tidligere udtalt til Mediawatch.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også