Lidegaard: Under bæltestedet, B.T.

B.T. slår under bæltestedet med Thorning-artikel, mener Politikens ansv. chefred. Bo Lidegaard, som forklarer, hvorfor han skriver kritisk leder om "ikke-sagen".
Tine Brødegaard Hansen

Det er ikke Helle Thornings (S) troværdighed, der lider skade med B.T.'s seneste artikel om hendes skatteforhold. Sådan  lyder en af pointerne i dagens leder i Politiken, som den ansv. chefredaktør Bo Lidegaard selv står bag under overskriften 'Pludder'.

B.T.'s artikel møder også kritk fra politikerne, men får opbakning fra Jyllands-Postens lederskribent.

Pludder eller ej, er det relativt sjældent at et dagblad kritiserer et andet dagblad på lederplads. Mediawatch har derfor spurgt Bo Lidegaard, hvorfor han angriber B.T. i dagens avis.

"Det gør jeg, fordi vi som medier også har et ansvar for at holde et kritisk øje med, hvordan vi selv forvalter vores publicistiske rolle. Det er ærgerligt, når vi har valgkamp med væsentlige spørgsmål, og hvor politikerne i de første to uger har ført en hård men meget saglig valgkamp, hvor de har holdt sig tilbage fra personangreb, at medierne så begynder på sådan nogle angreb. Vi har et ansvar for at publicere, hvad vi ser og ved, men i det her tilfælde er der jo ikke nogen sag eller nogen aktualitet. Der står kun et personangreb tilbage," siger Bo Lidegaard med henvisning til, at sagen vedrørende et uberettiget skattefradrag ligger flere år tilbage.

Hvis der ikke er nogen sag, skader det vel ikke Helle Thorning, at B.T. skriver historien?

"Jo, for det hvirvler en masse op og bliver til et tema, som det gjorde i går. Min pointe er at sige: Videre. Derfor er det heller ikke en leder om sagen, men en leder om, at vi skal komme videre."

Mener du, at B.T. har et politisk sigte med sin artikel om Thorning?

"Jeg ved ikke, hvad B.T's sigte er."

Antyder du ikke det, når du blandt andet omtaler "B.T.'s første kampagne mod Socialdemokraterne"?

"De slår på sag de en gang har kørt, og hvor hun fik frikendelse. Det er under bæltestedet at tage det op igen en uge før valget. Det er komplicerede sager, der ligger langt tilbage i tiden, og som det er umuligt for almindelige mennesker at bedømme, om der er noget i. Det er samtidig en tilståelsessag for B.T., at der ikke er begået noget ulovligt, ifølge de eksperter de spørger, så sagen fortaber sig i spekulationer om, hun skulle have opdaget en fejl som Skat ikke selv har opdaget. Det er ikke ordentligt," siger Bo Lidegaard.

På forsiden har I i dag en negativ historie om Lars Løkke og en kritisk artikel om B.T. i avisen - hvis B.T. kører kampagen imod S kører I så kampagne for S?

"På ingen måde. Både vi og B.T. og alle andre medier har en publicistisk forpligtelse til at gå kritisk til politikerne og deres politik og et ansvar for at holde øje med, at politikerne overholder landets love og krav. Det gør vi, og det gør alle andre. Problemet her er, at der ikke er nogen sag."

Alligevel bringer I selv en artikel om det i avisen?

"Ja, ud fra den betragtning, at der er skabt en sag ud af en ikke-sag, og det forholder vi os til," siger Bo Lidegaard.

I dagens Politiken siger B.T.'s chefredaktør Olav Skaaning Andersen, at det er tilfældigt, at historierne om Thornings skatteforhold bringes en uge før valget. Sagen er vigtig for demokratiet og for offentligheden, mener han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også