Læsertal: Politiken overhaler JP på søndage

August er tredje måned i løbet af det seneste år, hvor Politiken har sat koncernrivalen Jyllands-Posten af på søndage - også målt på tre måneders-perioder.
MediaWatch

Også på søndage ser Politiken nu ud til at hale stærkt ind på koncern-storebroren Jyllands-Posten.

Det viser de nye aktualitetstal fra Gallup fra august, som samtidig bekræftes af et gennemsnit over læsertallene fra juni til august, hvor Politiken akkurat klemmer sig ind foran Jyllands-Posten med 5000 læsere. Målt på Gallups mere valide halvårstal bevarer Jyllands-Posten dog (foreløbig) en føring på 15.000 læsere.

JP i grimt fald
Politikens føring i tremåneders-målingen skyldes ikke, at avisen har øget sit læsertal i forhold til den foregående periode fra maj til juni.  For Politiken har fortsat 468.000 læsere om søndagen. Til gengæld er Jyllands-Posten ude i et grimt fald på 10,6 pct. svarende til 53.000 læsere i forhold til gennemsnittet for samme måneder året før.

Også Fyens Stiftstidende taber søndagslæsere i perioden med en tilbagegang på 8,1 pct. i forhold til samme måneder året før. Ekstra Bladet og B.T. taber nogenlunde lige mange læsere med henholdsvis 7,3 pct. og 6,6 pct. Ligesom på hverdage har Ekstra Bladet dog en pæn læserføring - i modsætning til oplaget, hvor B.T. haler mere ind.

Lyspunkterne er få, og det er antallet af ekstra læsere, der vindes i perioden også. Århus Stiftstidende står for den største procentmæssige fremgang på 1,2 pct. svarende til 1000 læsere, mens Politiken og Weekendavisen begge øger læsertallet med 2000.

Mediawatch ser altid på læsertallene som et gennemsnit over tre måneder på grund af den relativt store usikkerhed på månedstallene fra Index Danmark/Gallup.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også