Læsertal: Hård kamp i nicherne

Kristeligt Dagblads læsertal er vokset med 13 pct. i seneste tremåneders-måling, mens nichekollegaerne Information og Børsen har tocifrede læsertab.
MediaWatch

Som den eneste af de tre landsdækkende nicheaviser fik Kristeligt Dagblad en læservækst på 13 pct. i perioden til gennemsnitligt 120.000 læsere på hverdage, mens Information som nævnt gik tilbage og landede på 89.000 læsere. Børsen kom ned på 174.000 læsere, hvilket svarer til et tab på cirka ti pct.

For Børsen skyldes det formentlig den ændrede oplagsstrategi, som ifølge chefredaktør Anders Krab-Johansen dog ikke bør resultere i læsertab, da Børsen har haft få læsere per eksemplar. Ser man på halvårstallene holder Børsen sin position som den fjerde mest læste betalingsavis, og det hører med til historien, at sommermånederne traditionelt er hårde ved alle andre dagblade end B.T. og Ekstra Bladet.

Fra maj i år er der sket en ændring i styrkeforholdet mellem Information og Kristeligt Dagblad, hvor gabet mellem de to avisers læsere nu er på sit højeste siden januar 2010. Ingen af de to aviser er dog lige så annonceafhængige som de øvrige landsdækkende aviser, hvorfor læsertallene ikke har samme afgørende betydning.

Dagbladenes læsertab blev øget til 5,5 pct. fra juni til august, mod et tab på fire pct. i perioden maj til juli, ifølge nye aktualitetstal fra Gallup.

Fire ud af 21 dagblades læsertal var i vækst i forhold til samme tremåneders periode året før. Det gælder Dagbladet Ringsted (+16 pct.), Urban (+5,7 pct.) og JydskeVestkysten (+1,4 pct.).

Hårdest går læsertabet målt i procent ud over Sjællandske (-18,6 pct.) samt Fyns Amts Avis og Information, der begge mister omkring 14 pct. af læserne i perioden.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også