Bjerre: “Det er svært at holde budget”

Valgrusen redder september for Lolland-Falster Folketidende, men årets samlede omsætning når næppe 2010-niveau, siger adm. dir. Niels Kristian Bjerre.
MediaWatch

Håbet, om at krisen for alvor ville vende i 2011, er så småt begyndt at fordufte blandt de lokale dagblade og ugeaviser efter en hård sommer, hvor detailhandlerne holdt annoncekronerne tæt til kroppen, som Berlingske Lokale Mediers direktør Gorm Wesing Flyvholm tidligere har omtalt.

Det billede kan man godt genkende på Lolland-Falster Folketidende, hvor annoncesalget er i index 94 for første halvår, ifølge adm. direktør Niels Kristian Bjerre, der tilføjer, at ugeaviserne ligger en anelse bedre, men også de er under niveauet for sidste år.

“Juli var en dårlig måned, august var lidt bedre uden at være god, mens september tegner pænt på grund af valget,” lyder det fra Niels Kristian Bjerre.

Udsigt til dårligere år
Avisen har også større kvaler med at realisere specialaviser i form af enkeltstående erhvervstillæg og profilaviser i samme omfang som tidligere.

“Forventningerne til andet halvår er, at det fortsat er svært at holde budget og sidste års tal,” siger Niels Kristian Bjerre og tilføjer, at avisen løbende er på jagt efter at tilpasse økonomi og omkostninger til det fortsat faldende dagbladsoplag.

I 2010 vendte Lolland-Falster Folketidende et minus på over 16 mio. kr. til et plus i næsten samme størrelsesorden. Det skyldtes især besparelser og en forbedret drift af selskabets trykkeri i Sverige, der i 2009 tegnede sig for over 80 pct. af underskuddet.

Lolland-Falster Folketidendes oplag faldt med næsten fem pct. i første halvår 2011 i forhold til samme periode i 2010, men læsertallet holdt sig stort set stabilt på 51.000 daglige læsere.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også