Munch: Vi opsiger ikke Ritzau

Den ene halvdel af Danmarks avis-duopol - Berlingske Media - har med sin opsigelse af hovedparten af sin Ritzau-aftale kastet det nationale nyhedsbureau ud i dramatiske omvæltninger. Den anden halvdel - repræsenteret af adm. direktør Lars Munch fra JP/Politikens Hus - står til gengæld last og brast med det næsten 150 år gamle nyhedsbureau.
MediaWatch

Den ene halvdel af Danmarks avis-duopol - Berlingske Media - har med sin opsigelse af hovedparten af sin Ritzau-aftale kastet det nationale nyhedsbureau ud i dramatiske omvæltninger.

Den anden halvdel - repræsenteret af adm. direktør Lars Munch fra JP/Politikens Hus - står til gengæld last og brast med det næsten 150 år gamle nyhedsbureau.

“Vi har ikke opsagt aftalen med Ritzau. Bestyrelsen arbejder nu på at løse de problemer, der er opstået i forlængelse af Berlingskes ageren, og vi står bag om bestyrelsens arbejde med at sikre Ritzaus fremtid,” siger Lars Munch.

Hvordan kommer det til at forandre Ritzau, at det mister kunder, og at i hvert fald et medie derudover genforhandler sin aftale?

“Det er klart, at Ritzau nu er i en vanskelig situation, som bestyrelsen arbejder på at løse. Det arbejde bakker vi op om,” siger Lars Munch som ikke ønsker at kommentere, hvorvidt han forventer, at den nye situation omkring Ritzau kan påvirke debatten om mediestøtten, der skydes i gang, når Dyremose-udvalget har offentliggjort sin rapport om reformer 1. oktober - en tanke både Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby og North Medias mediedirektør, Arne Ullum, er inde på.

Da Berlingske Media opsagde sin aftale med udgangen af juni skete det med henblik på genforhandling, og det lykkedes Berlingske at få en såkaldt “slankere” og dermed også billigere nyhedstjeneste igennem hos bestyrelsen, som dog ikke ændrede på, at Berlingske opsagde aftalen.

Berlingske kom igennem med nogle af sine krav - vil I ikke gøre det samme?

“Jeg har ikke flere kommentarer,” siger Lars Munch.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også