Fire lokalaviser fastholder Ritzau

Opdateret. Lolland-Falsters Folketidende og de to lokale dagblade i Jyske Medier, Vejle Amts Folkeblad og Horsens Folkeblad, holder fast i Ritzau som nyhedsbureau. Også Herning Folkeblads direktør Alex Nielsen bekræfter, at han fortsat er kunde i Ritzau.
MediaWatch

Opdateret. Lolland-Falsters Folketidende og de to lokale dagblade i Jyske Medier, Vejle Amts Folkeblad og Horsens Folkeblad, holder fast i Ritzau som nyhedsbureau. Også Herning Folkeblads direktør Alex Nielsen bekræfter, at han fortsat er kunde i Ritzau.

Frem til i morgen har de mulighed for at opsige aftalen med nyhedsbureauet på grund af, at Berlingske Media har trukket sig ud af Ritzau-samarbejdet.

Alex Pedersen, ansv. chefredaktør for dagbladene i Jyske Medier erklærer sig tilfreds med Ritzau.

“Vi har ikke tænkt os at gøre noget som helst. Umiddelbart er vi godt tilfredse med Ritzau, og så må vi se, hvad modellerne bliver fremover. Man kan jo altid diskutere pris, og hvis alle løber af pladsen, står vi ikke alene tilbage, men både DR og JP/Politikens Hus har jo meldt ud om deres opbakning til Ritzau,” siger Alex Pedersen.

Han kan ikke genkende kritikken fra Dan Qvitzau fra Bornholms Tidende, som mener at Ritzau-stoffet er blevet mindre vigtigt for lokalmedierne.

“Vi har brug for det Ritzau-stof, der bliver produceret til vores aviser,” siger Alex Pedersen.

"Pølsen er for bred"
På Lolland-Falsters Folketidende var beslutningen mindre ligetil for chefredaktør Søren Knudsen.

“Vi var i overvejelser om at opsige aftalen med Ritzau, men vi har besluttet, at vi fortsat er kunde. Jeg har også sagt til Ritzau, at vi på sigt er interesseret i at få mere individuelt tilpassede løsninger. Pølsen er for bred i dag,” siger Søren Knudsen og tilføjer:

“Vi oplever som lokalavis, at der er stadigt større krav om lokalt fokus og mindre af alt det andet Ritzau leverer, så det kommer vi til at bruge mindre af. Medierne har forandret sig, og det skal afspejle sig hos Ritzau, one size fits all holder ikke længere.”

Genovervejer når ny model er klar
Trods kritikpunkterne har Søren Knudsen valgt at afvente Ritzau-bestyrelsens analysearbejde, der skal undersøge nye ejerstrukturer for Ritzau i det næste halve år.

“Når det er overstået, og der ligger en ny model for, hvordan Ritzau skal skrues sammen, vil vi som kunde og medejer igen tage vi stilling til vores aftale, men indtil videre har vi valgt at blive i respekt for fælleskabet, og det arbejde, der er sat i gang,” siger Søren Knudsen, som ikke afviser, at et Berlingske nyhedsbureau kan komme på tale som ny leverandør, hvis det eksisterer til den tid.

“Alt er til overvejelse. Vi tager til den tid stiling til, hvem kan levere det bedste produkt til den mest attraktive pris.”

Presset økonomi truer Ritzau-abonnement
Prisen er nemlig i høj grad et issue, for Lolland-Falsters Folketidende, siger Søren Knudsen.

“Vi er ekstremt presset på økonomien, og så ser man på alle faste omkostninger og på, om man kan få nogle af dem til færre penge.”

Risikerer Ritzau ikke at blive dyrere, hvis alle medier skal have individuelle løsninger?

“Det vil give udfordringer for Ritzau, som skal overveje, hvorfor man er sat i verden, og hvem man skal betjene. Derfor er det en interessant beslutning at se på nye forretningsmodeller, nu hvor den prop er taget af flasken med Berlingske Medias opsigelse,” siger Søren Knudsen som umiddelbart er positivt stemt over for, at Ritzau kan blive et aktieselskab frem for et interessentselskab, hvor alle ejerne også er kunder.

“Det kan sagtens tænkes, at andre strukturer, hvor der er et mere rendyrket kunde-leverandør forhold er bedre. Tiden er kommet til, at man ser på Ritzau med nye og friske øjne,” slutter Søren Knudsen.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også