Tungere JP på gaden i dag

I Jyllands-Postens relancerede avis, der er på gaden i dag, er den daglige anden sektion, 'Puls', om forbrug og sundhed erstattet af en international sektion, 'International', skrevet af landets største korps af korrespondenter, ifølge Jyllands-Posten.  I den relancerede avis er der også skruet mere op for dækningen af erhvervslivet i erhvervssektionen 'Erhverv & Økonomi' samt for dækningen af samfundsforhold i hovedsektionen på hverdage.
MediaWatch

I Jyllands-Postens relancerede avis, der er på gaden i dag, er den daglige anden sektion, 'Puls', om forbrug og sundhed erstattet af en international sektion, 'International', skrevet af landets største korps af korrespondenter, ifølge Jyllands-Posten. 

I den relancerede avis er der også skruet mere op for dækningen af erhvervslivet i erhvervssektionen 'Erhverv & Økonomi' samt for dækningen af samfundsforhold i hovedsektionen på hverdage.

Det er dog langt fra de eneste ændringer. Puls-stoffet skal sammen med nye magasinsektioner som 'Newton' om ny viden, det nu ugentlige (tidligere månedlige) livsstilsmagasin 'Viva' samt rejse- og boligstof udgøre weekendes pusterum. Sportssektionen er endvidere rykket fra mandag til fredag, hvor den indgår i det nye tillæg 'Tempo', som også omhandler biler, både og elektronik.

Dermed sætter Jyllands-Posten tryk på sine kernestofområder, udland, indland og erhverv. Til den nye JP hører flere journalistiske ressourcer, som avisen har fået tilført i kraft af de besparelser på trykudgifter, man har opnået.

Kvalitet på siderne skal sikre økonomi
Omlægningen af avisen skal ifølge ansv. chefredaktør Jørn Mikkelsen give papiravisens abonnenter mere kvalitet for pengene. Det er nemlig fortsat den, der, trods faldende oplags- og læsertal samt finanskrisen, er den økonomiske motor for Jyllands-Posten.

På mediabureauet IUM tager man vel imod omlægningen, som har fokus på at imødekomme læsernes behov og ønsker. Kun derved kan avisen nemlig holde på læsere og måske ligefrem øge læsertallet, hvilket er i annoncørernes interesse, lyder det i IUM’s analyse.

Jyllands-Posten er landets største betalingsavis målt på oplag og havde i juli måned et oplag på 99.000. Et gennemsnit af de seneste læsertal fra maj til juli viste et læsertal på 335.000, hvilket er det næsthøjeste læsertal for betalingsaviserne. Kun Politiken fik i perioden sneget sig over Jyllands-Posten med 16.000 læsere.

Mediawatch følger op med interview med chefredaktør Henrik Thomsen og udlandsredaktør Flemming Rose om strategien bag og ambitionerne for den nye avis i denne uge.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også