Professor: Aviser selv skyld i oplagsfald

De danske dagblade bærer selv en stor del af skylden for deres oplagsfald, der i juli betød, at ingen aviser i gennemsnit kom over 100.000 eksemplarer. Det mener Henrik Kaare Nielsen, professor ved Aarhus Universitets afdeling for Æstetik og Kultur, ifølge Information.
MediaWatch

De danske dagblade bærer selv en stor del af skylden for deres oplagsfald, der i juli betød, at ingen aviser i gennemsnit kom over 100.000 eksemplarer.

Det mener Henrik Kaare Nielsen, professor ved Aarhus Universitets afdeling for Æstetik og Kultur, ifølge Information.

"Folk er i dag i mindre grad interesseret i at forstå sig selv i forhold til en offentlighedskultur. De er ikke længere borgere, men kunder. Den udvikling har aviserne selv bidraget til ved at bruge mange ressourcer på at blive mere segmenterede og producere livsstilsstof, der tiltaler en defineret målgruppe af kunder," siger han til Information.

Politikerne har også et ansvar
Men udviklingen hen imod, at vi betragter os selv som kunder frem for borgere gælder ikke kun medieforbruget, og "isoleret set kan aviserne ikke selv gøre så meget. Det er en opgave, som det politiske system skal tage på sig", siger Henrik Kaare Nielsen.

Han påpeger ligesom Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, at oplagsfaldene er bekymrende, fordi de har stor betydning for den offentlige debat, og fordi hovedparten af nyhedshistorierne fortsat starter i de trykte dagblade. Derfor bliver det eksempelvis nemmere for politikerne at løbe om hjørner med medierne, når aviserne må skære i personalet og levere indhold til flere platforme, mener Roger Buch.

Krab-Johansen: Oplag har været oppumpede
Dog påpeger senest Anders Krab-Johansen, chefredaktør for Børsen, over for MediaWatch, at høje oplagstal langt fra altid er lig med en sund bladøkonomi, og at de har været "holdt kunstigt oppe".

Selvom avisernes oplagsfald kan være bekymrende ud fra en samfundsmæssig betragtning, er den ikke nødvendigvis udtryk for, at dagbladene må bruge færre ressourcer på journalistikken. Dagbladene ynder desuden selv at påpege, at de aldrig har været i kontakt med så mange læsere, som de er i dag, når man inkluderer antallet af brugere på deres netaviser.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også