Søndagslæsere: Tæt på dødt løb mellem konkurrenter

Henover sommeren er kampen om placeringerne på søndagstoplisten over de mest læste, betalte dagblade spidset til. Politiken har arbejdet sig endnu tættere på Jyllands-Posten, og B.T. bider Ekstra Bladet så meget i haserne, at der nu næsten er tale om dødt løb.
Ole Nørskov

Henover sommeren er kampen om placeringerne på søndagstoplisten over de mest læste, betalte dagblade spidset til. Politiken har arbejdet sig endnu tættere på Jyllands-Posten, og B.T. bider Ekstra Bladet så meget i haserne, at der nu næsten er tale om dødt løb.

Søndagsaviserne oplever generelt læsertilbagegang - men de har klaret sommern bedre end hverdagsaviserne. Faldet blev på knap 3 procent af læserne. Præcis som på hverdage er det Jyllands-Posten, som er hårdest ramt. Sammenligner man gennemsnittet for maj, juni og juli i år med samme periode sidste år, har  Jyllands-Posten tabt 6,2 procent af læserne.

Det er bemærkelsesværdigt, at Politikens fald "kun" er på 3,4 procent, for begge aviser har efter finanskrisen skåret kraftigt på rabatteringen - og Politiken har skåret kraftigere end Jyllands-Posten.

Jyllands-Posten kan dog glæde sig over akkurat at bevare førstepladsen set over de seneste tre måneder (MediaWatch ser altid på et gennemsnit over tre måneder på grund af den relativt store usikkerhed på månedstallene fra Index Danmark/Gallup).

De to store morgenaviser fra JP/Politikens Hus ligger side om side - og det samme er nu tilfældet med Danmarks to formiddagsaviser, Ekstra Bladet og B.T.

Ekstra Bladet har ellers længe haft et forspring, men det er skrumpet til ingenting i 2011, hvor de to aviser måned for måned kæmper om tredjepladsen på listen over de mest læste, betalte søndagsaviser.

Gratisomdelte Søndagsavisen er stadig den langt mest læste avis i Danmark med mellem 1,3 og 1,4 mio. læsere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også